Kompetenceudvikling

For at bibliotekspersonalet kan understøtte læreprocesser, kan det være nødvendigt at iværksætte en udvikling af kompetencer og kvalifikationer samt en ”om-læring” af de kompetencer og kvalifikationer, som bibliotekspersonalet har i forvejen.

Der skal i udviklingen af et læringsmiljø være enighed i personalegruppen om, hvilke værdier, holdninger og læringsteorier, der skal være grundsten i bibliotekets læringsmiljø. Der kan være brug for oplæg med eksterne oplægsholdere, der redegør for aktuelle læringssyn og praksis blandt lærere.

At knytte forskellige faggrupper til læringsmiljøet kan give dynamik og synergieffekt, fordi det resulterer i spørgsmål og refleksioner faggrupperne imellem. Det udfordrer vanetænkningen inden for de enkelte faggrupper og skaber mulighed for udvikling.

En række kurser kan være relevante – kurser i IT, pædagogik, spørgeteknik, målgruppe- specifikke behov med mere. For at øge refleksionen i personalegruppen kan kurserne kombineres med interne læringscirkler, hvor man eksempelvis en gang i kvartalet mødes, drøfter og reflekterer over egne roller, egen læring etc.