|
Århus Kommunes Biblioteker eksperimenterede i 2004 og 2005 med læringsformer i projekt Hybride Læringsmiljøer, støttet af Biblioteksstyrelsens udviklingspulje for folke- og skolebiblioteker.
Hybride Læringsmiljøer beskæftigede sig med folkebibliotekets nye rolle i et lærings- og vidensamfund. Projektet skulle bidrage til at udforske, hvordan biblioteket kan understøtte borgernes læring og aktiviteter som aktive medborgere i det demokratiske samfund. Centralt for projektet var paradigmeskiftet for personalets rolle: en bevægelse fra folkebiblioteket som leverandør af informationsressourcer til folkebiblioteket som medspiller i borgernes læringsprocesser. Dette skift skulle afspejle sig i servicen på biblioteket, i personalets og det fysiske og virtuelle rums interaktion med brugerne. Dermed blev der stillet krav til personalet om at kunne tilbyde individuel vejledning/undervisning i informationskompetence til den enkelte bruger, hvor udgangspunktet var dennes individuelle, aktuelle behov.
Projektets formål var bl.a. at:
- definere indholdet i åbne læringsrum samt afklare begreber og rammer.
- afprøve forskellige modeller for bibliotekerne som centre for livslang læring.
- understøtte bibliotekernes forandringsproces.
- understøtte videndeling og netværk mellem folkebiblioteker, der arbejder med udvikling af bibliotekernes rolle som læringssted for informationskompetence.
|