Seniordaghøjskolen

I model 3 blev der fokuseret på læringstilbud for en afgrænset målgruppe, som var i gang med et ikke-formelt læringsforløb.

Målgruppe
Målgruppen for modellen var kursister ved FO Århus’ Seniordaghøjskole. Biblioteket ønskede at samarbejde med en gruppe, som kunne deltage i læringsaktiviteter over tid, så det blev muligt at se, om der skete en udvikling.
Der blev indledt et samarbejde med Frit Oplysningsforbund, hvor lederen nævnte, at Seniordaghøjskoleeleverne var en meget motiveret målgruppe.

Det viste sig undervejs i processen, at kontakten ikke blev så kontinuerlig, som projektgruppen havde lagt op til, og at undervisningsformen, i langt højere grad end projektgruppen havde forestillet sig, blev en forelæsningsform.

PR og markedsføring
Tilbudene blev markedsført over for målgruppen med personlig kontakt, visitkort, pjecer m.m.

Kompetencer til undervisningen
Bibliotekspersonalet skulle have IT-kompetencer samt informationssøgnings- kompetencer. Bibliotekspersonalet skulle være i stand til at skabe relationer til kursisterne. De skulle kunne arbejde med ældre som målgruppe og kunne vejlede og undervise i IT-kompetencer.
Solid, detaljeret og all-round viden om Hovedbibliotekets mange services var nødvendig i de indledende møder og biblioteksorienteringer.

Læringsaktiviteter
Bibliotekspersonalet deltog i Seniordaghøjskolens kurser. De enkelte hold blev fordelt blandt bibliotekspersonalet, således at hvert hold fik en kontaktperson på biblioteket. Målet var at gøre kursisterne trygge og skabe relationer til dem, således at de ville opsøge bibliotekspersonalet for at få hjælp til individuelle læringsbehov på biblioteket.
Dernæst var kursisterne på en ”luksus” bibliotekspræsentation over flere timer med indlagt frokost.
Lærepladsens muligheder blev præsenteret, og tilbudet var herefter åbent for kursisterne i forbindelse med deres kursus.
Semesteret blev afsluttet med IT-kurser på biblioteket.

Indretning
De studerende skulle sideløbende med gruppeundervisningen anvende Lærepladsen som supplement. Tanken var at sammenkoble aktiviteter uden for bibliotekets fire vægge med aktiviteter på det fysiske bibliotek – i dette tilfælde brug af Lærepladsen og holdundervisning.