Litteraturcafé

I denne model var temaet litteratur. Temaet blev valgt, fordi projektgruppen havde solidt kendskab hertil, og derfor kunne koncentrere sig om formen – udviklingen af et læringsrum. Under forløbet fremkom en række andre spørgsmål som: hvordan søger jeg? Hvordan anvender jeg de tekniske faciliteter, der er stillet til rådighed?

Målgrupper
Målgruppen var 60+ eller de aktive ældre med interesse for litteratur. Gruppen var ikke lukket, og enkelte deltagere var yngre. Men det viste sig, at de valg, der var truffet vedrørende tidspunkt og indhold, reelt lukkede gruppen. Det var lettere at definere målgruppen, da temaet var fastlagt, fordi det gav projektgruppen en viden om modtagernes forudsætninger. Dermed blev det lettere at planlægge læringsforløbet. Det blev også nemmere at markedsføre, fordi det var en defineret målgruppe, tilbudet henvendte sig til.

Kompetencer i Litteraturcaféen
I læringsprocessen skulle formidleren møde modtageren, når denne var klar til at modtage. Formidleren skulle kunne skabe en fælles platform, så modtageren var med i processen. Projektgruppen arbejdede ud fra sætningen: ”Man anerkender kun viden og erfaringer, der betragtes som ens egne”. Det gav et krav om, at formidleren kunne forstå modtagerens udgangspunkt.

Forskellige læringsaktiviteter
I Litteraturcaféen blev der afholdt inspirationsformiddage, hvor oplæg om litteratur blev kombineret med informationssøgning på internettet. Desuden blev der afholdt forfatterarrangementer.  

Indretning
Rummet blev indrettet, så der var en sammenhæng mellem tema, form og indretning. Projektgruppen ville anslå en uformel tone og skabe et uformelt miljø. Vi ønskede et cafémiljø, hvor alle gæster var fælles om en oplevelse, men også et miljø som kunne bruges til undervisning i at søge på nettet.
Der skulle være rum til at slappe af, rum til at arbejde, rum til at reflektere, rum til grupper og til enkeltpersoner. I forbindelse med modellen blev der indrettet et projektrum, hvor man kunne arbejde individuelt med medbragte arbejdsopgaver og ”lær-selv programmer”. 

Faciliteter og materialer
Udover det nødvendige IT og de nødvendige programmer blev der opstillet en pc, som var dedikeret til skønlitteratur, og projektgruppen havde redigeret sider om litteratur og litteratursøgning.
Det var vigtigt at gøre miljøet, linksamlinger og materialerne appetitvækkende, og derfor fik materialerne en særlig placering i udlånet og ny skønlitteratur blev indkøbt.

Personalets kompetenceudvikling
Pædagogisk viden og træning samt viden om forskellige læringsstile blev trænet, idet sådanne kompetencer var nødvendige for gennemførelsen af projektet.