Informationskompetence

Folkebibliotekernes kernekompetence knytter sig til begrebet informationskompetence. I Hybride Læringsmiljøer har man arbejdet med den definition, som NordinfoLIT foreslår som en mulig nordisk standard. Her defineres det, at den informationskompetente borger skal være i stand til at:

  1. Erkende behovet for information og afgøre karakter og omfang af den information, der er behov for.
  2. Finde den nødvendige information effektivt og kompetent.
  3. Vurdere information og informationssøgeprocessen kritisk.
  4. Organisere information, der er indsamlet og/eller genereret.
  5. Anvende tidligere og ny information til at konstruere ny viden eller skabe ny forståelse.
  6. Anvende information bevidst og anerkende kulturelle, etiske, økonomiske, juridiske og sociale tematikker i forbindelse med anvendelsen af informationen.

Definitionen har som konsekvens, at bibliotekspersonalet skal fokusere på læreprocessen hos brugeren, hvor brugeren skal opnå redskaber til at blive mere informationskompetent. Brugeren skal ikke blot have udleveret information, men skal også støttes til at kunne vurdere den, genfinde den og kombinere den med den viden, som brugeren har i forvejen.

Den enkelte bruger skal selv konstruere ny viden og anvende den, men bibliotekspersonalet kan aktivt sætte rammer for erkendelsesprocessen. Der er i projektet eksperimenteret med at gøre brugerne mere informationskompetente ved at

  • bibliotekspersonalet har fungeret som samtalepartnere/vejledere og via spørgsmål understøttet brugerens individuelle læreproces.
  • planlægge læringsforløb for afgrænsede målgrupper.
  • give adgang til studierum og stillerum, hvor brugeren har kunnet producere og anvende informationen.
  • arrangere tilbud der understøtter social læring, eksempelvis studiegrupper, møder mellem brugere, møder mellem eksperter og brugere.