Poul Daugaards erindringer

En århusbibliotekars strejftog i erindringen

Under mine mange år som biblioteksleder lagde jeg af og til et modtaget brev ned i nederste skuffe i skrivebordet efter behandling. Således fik jeg efterhånden en slags autografsamling. Ud af denne mere eller mindre tilfældige samling har jeg taget navne med århustilknytning og spundet en ende med udgangspunkt i de pågældende personer, og uden at personerne altid har fyldt ret meget i forhold til de tilknyttede sager. Mange gode folk kunne yderligere været inddraget, men ingen bør kunne føle sig forbigået, da jeg ikke har sigtet på nogen form for helhed med forudsat afvejning. Til denne mangel på målsætning tjener valget af alfabetet som ordningsprincip. Et register oplyser om personer, som er nævnt i forbifarten. * ved navne: omtales nærmere i det følgende.

Poul Daugaard
Hornslet 2001
10.11.01

Bernhard Baunsgaard
Åge Bredsted
Ellen Buttenschøn
Paul Carlsen
H. P. Clausen
Poul Daugaard
Leif Dehnits
Inga Elbro
Lars P. Gammelgaard
Rolf Hapel
Ib Haraldsted
Kirsten Folke Harrits
Jessie Hinge
Sigfred Hjort Eriksen
Orla S. Hyllested
Thorkild Ibsen
Bernhardt Jensen
Preben Kirkegaard
Jørgen Kock
J. K. Larsen
Traute Larsen
Finn H. Lauridsen
Henning Madsen
Ib Magnussen
Poul Munch
Sigurd Möhlenbrock
V. Nedergaard Pedersen
Tage Nielsen
Ole Nørgaard Madsen
Yannos Politis
Marianne Poulsen
Else Rasmussen
S. Lorin Rasussen
Hans Hartvig Seedorff
Thorkild Simonsen
Grete Skaanning
Erik Svendsen
Ejgil Søholm
Carl Thomsen
Karl V. Thomsen
Sigrid Thomsen
Jørgen Thorsted
Jytte Villadsen

BERNHARD BAUNSGAARD (1918-96)

I oktober 1975 havde jeg et møde med folketingsmand Bernhard Baunsgaard. Det kan med mine nutidige øjne forekomme lidt ejendommeligt, at jeg, en embedsmand i Århus kommune, opsøger en folketingsmand fra et andet parti end det, min overordnede, rådmand Thorkild Simonsen, tilhørte. Simonsen må have godkendt dette skridt. Min henvendelse til Baunsgaard angik forholdet mellem Statsbiblioteket og folkebiblioteket, et forhold som egentlig kunne fortjene en bibliotekshistorikers særlige opmærksomhed. Statsbibliotekets oprettelse i 1902 kom til at betyde en mangeårig forsinkelse i folkebibliotekets udvikling, da byrådet helt op til 1934 skulkede fra sine forpligtelser overfor folkebiblioteket med henvisning til sin betaling til Statsbiblioteket for biblioteksservice i byen. Mens Statsbiblioteket således i århundredets første tredjedel forsøgte at spille folkebibliotekets rolle, blev det senere, og i 70’erne helt klart, at folkebiblioteket var belastet med en betjening af universitetsstuderende, som med rette var Statsbibliotekets forpligtelse. Dette problem drøftede jeg i sin tid med Statsbibliotekets chef, *Karl V. Thomsen. Det har været hensigten med min henvendelse til Baunsgaard at gø-de jorden for en forbedring af Statsbibliotekets bogkonto og dermed dets mulighed for at aflaste folkebiblioteket. Hvad der kom ud af henvendelsen, husker jeg ikke, men Karl V. Thomsen og jeg forhandlede sagen i venskabelighed, og jeg forsøgte ikke - som min kollega i Göteborg, Sigurd Möhlenbrock - at forlange betaling af staten for betjeningen af studenterne.

ÅGE BREDSTED (1896-1981)

Åge Bredsteds navn kendte jeg fra den meget roste Vejlebibliografi fra 1945, som han udarbejdede sammen med Oluf Abitz. Ham selv mødte jeg på biblioteksledermøderne, da jeg i 1958 blev overbibliotekar i Hjørring. Men ind på livet af ham kom jeg først, da jeg i 1966 blev hans efterfølger som stadsbibliotekar i Århus. Om den stilling kan jeg sige i forbifarten, at den lod jeg mig overtale til at søge, og jeg er den dag i dag ikke sikker på, om ikke jeg skulle have ladet være og have blevet i det varmere nærmiljø i Hjørring. Leo Alster havde år forud spået, at Århus var et passende sted for en bibliotekarforeningsformand at lande, og så-ledes gik det altså i 1966. Bredsted og jeg delte Erik Allerslevs syn på nødvendigheden af de centrale institutioner og hele rationaliteten i synet på biblioteksstrukturen, så jeg kunne siges at passe godt ind i det hul, der opstod, da Bredsted forlod sin stilling. Jeg havde et godt forhold til Bredsted, og Bodil og jeg kom sammen med ham og hans Ragna. De udgjorde et sjældent harmonisk ægtepar i gensidig beundring og kærlighed. Bredsted var en dygtig leder, som udbyggede filialsystemet og holdt det i kort snor. Han lavede i sin tid, hvad han kaldte en generalplan, en tegning af hele organisationen, som han dermed anså for at være færdig. Men jeg hørte ham en dag, vi sad i en bus under et årsmøde på Bornholm, sige: "Da jeg gik, troede jeg, at Århus var færdigudviklet, men så kom Daugaard til - ". Og så gik det ham altså, som det går os alle: nye koste fejer bedst, og mands vilje er mands himmerige. Og jeg har aldrig bedt Bredsted om råd i de problemer, jeg kom op i, som jeg da heller ikke er blevet rådspurgt, efter at jeg forlod kommandobroen. Bredsted var bibliotekar først og sidst, og han hævdede bogens stilling som det eneste væsentlige medium, selv om andre medier nu meldte sig. Han så ikke med begejstring på den moderne musikafdeling, vi indrettede i 1967. Han forestod i sin tid personligt bogvalget og også kassationerne, også i filialerne. Bredsted havde en direkte stil og var ikke ven med alle, hvad en chef ikke altid kan være. Han arvede en uven i pedellen, som også *Carl Thomsen havde store problemer med, og som jeg også arvede sammen med enkelte andre. Bredsted havde format, ligesom halvbroderen, Frode Jakobsen. Jeg fik ham til at skrive bogen om bibliotekets første 100 år i 1969, og det var ham en fornøjelse.

ELLEN BUTTENSCHØN (1915- )

Der har altid været liv og bevægelse, hvor Ellen Buttenschøn færdedes. Hun har altid været en farverig og særpræget personlighed med lyst og evne til at inspirere sine omgivelser. Hun havde i sin tid en strid kørende med min forgænger i embedet, Åge Bredsted. Hendes kunstneriske gemyt havde det ikke så godt med Bredsteds lov og orden, og hun syntes, at han ikke forstod hendes problemer i børnebiblioteksafdelingen i filialen i Tordenskjoldsgade. Så da hun fik en ny chef, mig, satte hun alle sejl til og mødte op på mit dengang beskedne kontor (ombygning i gang) i fuld krigsmaling, elegant i tøjet og med lys i øjnene og livlig charme. Jeg bevarede fatningen og spurgte mig selv om, hvad hun mon egentlig var ude på. Hun har senere tilstået, at hendes mål var at charme sig ind på den nye chef og få den ret, hun mente, Bredsted havde nægtet hende. Jeg klarede mig vistnok igennem uden at miste terræn og vandt senere hendes bifald, da jeg under en diskussion på et personalemøde sagde, at man kunne godt være uenige uden at blive uvenner. Jeg husker ikke mere, hvad problemet var i Tordenskjoldsgade, men det faldt i alle tilfælde i lave, ligesom - men rigtig efter bitter strid - forholdet til folkene i Vibybiblioteket til sidst. - Under sit pigenavn Ellen Kvist skrev hun et par børnebøger: Josefine Posekigger (1961) og drengene i Marskandisergaden (1962), og hun var i mange år anmelder af børnebøger i JyllandsPosten. Og så var hun fra 1948-77 børnebibliotekar i Århus. I 1995 udgav hun en lille bog: Mit sommerland. Om nybyggerliv på Fedet i 1920’erne.

PAUL CARLSEN (1931-94)

Redaktør Paul Carlsen var litteraturmedarbejder og en tid kronikredaktør på Århus Stiftstidende, og biblioteksvæsenet hørte til hans stofområde. Han har fra tid til anden interviewet mig når der foregik noget på biblioteksfronten, og jeg kom til at sætte pris på ham som en af de ikke særlig mange journalister, jeg altid var tryg ved. Hans interviews var altid korrekte, og der var aldrig rettelser fra min side, når han forelagde mig sit telefoniske referat. Det er en stor fordel for en biblioteksleder, som jo er en slags missionær, at kunne lægge sine oplysninger i hånden på en mand, som kender stoffet. Og som altid var til at drøfte problemer med i forvisning om, at "off the record" blev respekteret. Paul Carlsen var, naturligvis, en belæst mand, som man kunne tale litteratur med. Han fortalte mig engang, at han havde interviewet Villum Jensen, søn af Johs. V. Jensen og da fik fortalt, at Johs. V. Jensen ikke kunne skrive, hvis ikke døren stod på klem, så han kunne høre sin kone i stuen ved siden af. Det er unægteligt meget langt fra Knut Hamsuns adfærd - om ham siges det, at ingen, heller ikke hans børn måtte tale til ham om morgenen, når han var i gang med en ny roman. Jeg har haft dårlige erfaringer med journalister, f.eks. da Ekstrabladet lavede en forsidesensation ud af nogle narkomaners uterlige optræden på hovedbiblioteket i 1969. Det blad har aldrig interesseret sig for biblioteker, men her var noget med et pornografisk tilsnit, og så fik den hele armen. Jeg har den dybeste foragt for den art ligrøvere. En anden gang bragte en journalists ubehændighed mig næsten i konflikt med *Thorkild Simonsen, som i "Demokraten" dementerede et udsagn fra mig, som imidlertid beroede på en misforståelse fra journalistens side. Ved den lejlighed skrev jeg til redaktøren og beklagede, at man skulle være lige så forsigtig med pressen som med en ladt pistol, der kan gå af og såre uskyldige. - Jeg kom tæt på at betragte Paul Carlsen som en personlig ven.

H. P. CLAUS EN (1928- 1998)

En kortere tid (1984-86) var professoren i statskundskab, Hans Peter Clausen, og jeg de to ledende bibliotekshøvdinge i Århus. Det var til forbavselse for mange, da han blev udnævnt til at efterfølge *Karl V. Thomsen som overbibliotekar på Statsbiblioteket. Nominelt var HPC overbibliotekar 1984-89, men fra 1986-89 var han minister i forskellige ministerier, så fra 1986-89 var Niels Mark konstitueret overbibliotekar. Jeg traf H. P. Clausen nogle få gange, bl.a. ved et møde på Statsbiblioteket i oktober 1985, da DABL (Dansk Bibliotekslokalisering) blev indviet. Umiddelbart før mødets åbning spurgte Clausen mig, om jeg ville tale på folkebibliotekernes vegne, da den indbudte taler, biblioteksdirektør Jan Østergaard Bertelsen, var blevet forhindret (tåge eller strejke i SAS?). Jeg sagde ja og havde så nogle minutter til at finde en tale frem af hovedet. Det var ikke så svært, for DABL (Dansk Bibliotekslokalisering) er Statsbibliotekets afløser af en gammelkendt og respekteret institution i Bibliotekstilsynet: Oplysningskontoret, et nøglepunkt af væsentlig betydning i dansk biblioteksvæsens samvirke. Det var stedet, hvortil du sendte bestillingen, når dit bibliotek skulle fremskaffe en bog, det ikke selv ejede, hvorefter Oplysningskontoret lokaliserede bogen og sørgede for bestillingens videreforsendelse til det relevante bibliotek, hvadenten det var et folkebibliotek eller et videnskabeligt bibliotek. Med Bibliotekstilsynets reorganisering og indsmeltning i Statens Bibliotekstjeneste i årene efter 1984 flyttede man Oplysningskontorets funktion til Statsbiblioteket som i forvejen havde funktionen som overcentral (siden 1938) for folkebibliotekerne. - Og så takkede jeg da på folkebibliotekernes vegne af med Oplysningskontoret i skikkelse af Ane Marie Bonde og ønskede DABL lykke til i fremtiden. I døren ind til mødelokalet, SBs kantine, spurgte H. P. Clausen mig om noget helt andet og ikke uinteressant: hvorfor har man altid dårlig samvittighed ved at se tv? Et godt spørgsmål fra formanden for Statens Mediekommission af 1980.

POUL DAUGAARD (1921- )

Da jeg den 1. maj blev overbibliotekar ved Hjørring Centralbibliotek begyndte jeg at skrive en dagbog, hvor jeg i stor korthed noterede dagens begivenheder på arbejdet. Når jeg nu, tilbagelænet, ser de 28 år til 1986 igennem, undres jeg over, hvor jeg dog altid havde travlt. Fra tid til anden har jeg forsøgt ligesom at tage et øjebliksbillede, f.eks. af en forhandlingsdag i København, da jeg var formand for bibliotekarforeningen og var boende i Hjørring. Det tog mig ca. 18 timer at komme igennem dagen, som omfattede et antal møder, herunder en forhandling på rådhuset i Glostrup, sluttende om aftenen med et møde i Pandrup Bibliotek, et af "mine" sognebiblioteker. Her var et lokaleproblem og et bogvalgsmøde på dagsordenen. Det var en dag med en del rejseri med tog, bus og fly og et hastigt aftensmåltid på et konditori i Ålborg, hvor min vicebibliotekar hentede mig i bil for at køre til Pandrup. Da var jeg temmelig træt. Dagen efter rejste jeg om aftenen til København igen (med "københavnerbåden") og havde et langvarigt bestyrelsesmøde i Bibliotekarforeningen, afbrudt af en forhandling på Søllerød Rådhus. Den følgende dag var jeg på foreningens kontor og havde en samtale med folketingsmand LarsenBjerre. Hjemme igen deltog jeg bl.a. i et bestyrelsesmøde i Folkeuniversitetsforeningen i Hjørring. Etc. etc. Tyve år senere har jeg noteret, hvilke personer stadsbibliotekaren den 28. september 1982 har talt med. Det løber op i ialt 18 personer, heri et møde med rådmanden. De fleste er naturligvis telefonsamtaler. På det tidspunkt var jeg formand for Kommunale Bibliotekslederes Samråd og Embedsmandsforeningen i Århus, hvilket forklarer nogle af samtalerne. Efter mange års arbejde ved chefskrivebordet fandt jeg ud af, at man kan inddele de foreliggende sager i tre arter:
1. De sager, du gerne vil arbejde med.
2. De sager, der skal ordnes her og nu.
3. De sager, der ligger og bliver for gamle. Om denne kategori siges det, at min læremester, *Carl Thomsen mente, at de sager, der ikke havde kraft nok i sig til selv at kravle op af skuffen, ikke var bedre værd.
4. Og så er der pligtlæsningen: tidsskrifter, årsberetninger, betænkninger etc., som overrasker én ved en dag at være blevet til en bunke. Når den havde nået en højde på 10-15 cm., smed jeg det hele i papirkurven, måske årsag til min manglende viden.

LEIF DEHNITS (1945- )

I slutningen af 1970’erne ansatte vi i ÅKB en stilfærdig ung bibliotekar, som havde det særkende at have en akademisk eksamen i geologi fra universitetet i Leyden. Min opmærksomhed på ham forstærkedes, da han var blevet anbragt som leder (enebibliotekar) ved den lille filial i Hasle. Det var på den tid, da stedet "Bispehaven" var noget plaget af urolig ungdom, og en dag slog en stor knægt Dehnits ned. Men Dehnits rejste sig og smed knægten ud. Sådan en mand har jeg respekt for, og min respekt er ikke blevet mindre med tiden. Dehnits udviste også mod, da han i 1980 forlod en så godt som fast stilling for at påtage sig en opgave, som var defineret til at vare fire år, nemlig udarbejdelsen af amtsbibliografien for Århus Amt, et led i projektet Dansk Lokalbibliografi. Det var lykkedes mig at overtale Århus Amtsråd til at betale en bibliotekarløn i fire år for at få amtsbibliografien udarbejdet. Dehnits påtog sig opgaven og fuldførte den med glans, i samarbejde med lokalhistorisk afdelings leder, den kyndige, erfaringsrige Kjeld Elkjær. En sådan opgave kræver flid, præcision og masser af stamina. Værket udkom i to bind i 1986 ("Dansk Lokalbibliografi, Århus Amt"). Århus kommune førte værket til ende, da amtsbevillingen var opbrugt. Da Elkjær gik på pension senere i 1986, var det en selvfølge, at Dehnits efterfulgte ham som afdelingsbibliotekar. Lokalhistorisk Afdeling havde 50-års jubilæum den 19. november 1996, og jeg medbragte til receptionen maleren Emil Gregersens skitse til den store glasmosaik i hovedbibliotekets indgang, indviet i januar 1978.

INGA ELBRO (1920- )

Inga sad ved siden af mig på biblioteksskolen i 1943-44. Hun var en stilfærdig, lidt generet ung pige, som jeg ikke heftede mig særligt ved. Da jeg toogtyve år senere, i 1966, blev stadsbibliotekar i Århus, var Inga afdelingsbibliotekar sammesteds, leder af katalogafdelingen (eller teknisk afdeling). Teknisk afdeling står for logistikken, fremføringen af forsyninger til tropperne i frontlinjen - sagt på en anden måde: fremskaffelsen af bøgerne og øvrige materialer, den bibliotekstekniske behandling (katalogisering, indbinding, udstyrelse) og fordeling til bibliotekets forskellige afdelinger, hvor bibliotekarerne møder publikum. Dette er i bogstaveligste betydning en central vigtig funktion, og Ingas afdeling havde ca. 30 medarbejdere, da jeg forlod scenen. Da var jeg blevet noget klogere på afdelingens funktioner, end jeg var, da jeg kom fra det væsentligt mindre bibliotek i Hjørring. En af mine første handlinger i Århus var at "demokratisere", slippe det faste greb om filialernes kassationer og lade filiallederne selv afgøre, hvilke bøger og hvornår. Kort tid efter meddelte Inga mig, at nu havde hun en opstuvning på 5.000 bind fra filialerne, et problem, jeg slet ikke havde forudset. Men det ordnede Inga på sin smidige måde, ligesom hun tog sig af alle de senere problemer uden at give mig grå hår i hovedet. Hendes samarbejdsevne var fremragende, hendes medarbejdere var loyale, og den komplicerede maskine fungerede for mig at se lydløst. Også gennem de omfattende omstillinger, kommunesammenlægningen krævede (20 biblioteksorganisationer smeltet ned til 1). Visse problemer lod vi ligge, således opgav vi at lave en samlet hyldeliste (fortegnelse over alle titler og eksemplarer) i det sammenlagte bibliotek, idet vi påregnede en snarlig løsning af dette problem gennem edb, der dog trak ud til efter min afgang. Inga var en bærende pille i mit bibliotekshus.

LARS P. GAMMELGAARD (1945-94)

Det faldt i min lod i Århus at opleve et samarbejde med to af min samtids dygtigste og mest reelle lokalpolitikere: *Thorkild Simonsen og Lars P. Gammelgaard. Gammelgaard kom i byrådet som stud.scient.pol. i 1970 og steg hurtigt i graderne. Jeg mødte ham i det lille biblioteksudvalg (senere aflivet som overflødigt), hvor Simonsen var formand og medlemmerne Gammelgaard og Walther Lund, en kommunalarbejder fra Viby. Mest så jeg til Gammelgaard i hans egenskab af formand for Århus Amts Biblioteksforening, hvor jeg var sekretær fra 1970-78. Den forening rekonstruerede *oplandsbibliotekar Ib Haraldsted og jeg i samarbejde med den afgåede sognerådsformand i Brabrand-Årslev kommune, Th. Jensen, efter sammenlægningen i 1970. Haraldsted og jeg lagde en del kræfter i at holde den forening i drift, da den var vigtig for at fastholde helheden i amtets biblioteksvæsen. Vi arrangerede møder og konferencer på et vist ambitionsniveau. En af de sidste i min tid havde et panel med bl.a. Birthe Weiss, *Thorkild Simonsen og Ingerlise Koefoed. Gammelgaard var en kontant mødeleder, som ikke stod og fiskede længe efter tøvende diskussionsindlæg, men sluttede mødet, når ikke flere meldte sig med indlæg. Han havde også den gode vane selv at skrive sine årsberetninger. Jeg satte pris på hans måde at føre sig frem på og stødte aldrig på problemer pga. vore forskellige politiske synspunkter, hvilket selvfølgelig også ville have været upassende i min egenskab af embedsmand. Jeg synes, at Gammelgaard udviste megen modenhed i sit hverv som sit partis ordfører i byrådet og havde så meget format, at det ikke undrede mig, at han også gjorde karriere i Folketinget. Derimod undrede det mig at opleve, at han var bange for at flyve. Han så med afsky på en lille flyvemaskine af lærred og stålrør, vi fløj med fra Lyon til Strassbourg, engang kulturudvalget var ude i Europa for at se på kulturhuse.

ROLF HAPEL (1954- )

I et interview i Bogens verden 1996, nr. 6, december, siger byrådsmedlem og kulturudvalgsformand, Birte Bernt Henriksen bl.a.: "Biblioteket spiller en meget central rolle i kommunens kulturliv, ja, det er faktisk kulturens centrum. En af årsagerne er, at vi altid har været dygtige til - og heldige med - at tiltrække meget dynamiske stadsbibliotekarer. De har været gode til at profilere biblioteket og placere det centralt i det samlede kulturliv". Dette udsagn forekommer mig at være en passende indledning til en præsentation af Rolf Hapel, som fra 1994 har rollen som den dynamiske stadsbibliotekar - en rolle, jeg ikke skal forsøge at dissekere, men blot bekræfte ud fra mit kendskab til denne dygtighed fra forkanten af den moderne biblioteksudvikling. Han har bl.a. den i mine øjne værdifulde egenskab at kunne og gerne at ville skrive og tale. Og så kan vi passende fortsætte med at se på de foregående, dynamiske personer i ÅKB’s chefstol. Først *Carl Thomsen, hele folkebiblioteksverdenens idémand og igangsætter, som i 1934 startede folkebiblioteket op så at sige fra scratch, i en splinterny bygning, hvor bogbestanden og centralbiblioteksfunktionen blev opbygget med stor energi. I 1944 blev han stadsbibliotekar i København. Efter et interregnum satte Åge Bredsted sig i 1946-66 i stolen og byggede videre i Thomsens fodspor, oprettede filialer, fastholdt en central styring, støttede de centrale institutioner og tegnede en generalplan for Århus’ biblioteksvæsen. De næste tyve år, 1966-86, var Poul Daugaards, med tre store sager: en omfattende intern organisationsplanlægning, en stor reorganisering med kommunalreformen 1970 og en rivende udvikling i 70’erne, hvor i alt 18 biblioteker blev oprettet eller ombygget. Fra 1986-94 gennemførte Grethe Torfing en ny organisationsplan og en tiltrængt modernisering af apparatet med edb, etc. - Der kunne skrives bøger om enkeltheder i denne udvikling, og Bredskred en: "Århus Folkebibliotek 1869-1969". Et væsentligt mål for alle hidtidigt engagerede et nået med Birte Bernt Henriksens karakteristik af bibliotekets placering i kommunens liv.

IB HARALDSTED (1918-86)

Bibliotekar Ib Haraldsted var et fint menneske med et godt hoved, en stor humoristisk sans, pligtfølelse og arbejdsevne. Når Haraldsted havde løst en opgave, f.eks. tilrettelæggelse af en konference i amtsbiblioteksforeningsregi eller en af de mere almindelige budgetlægninger i et deltidsbibliotek, så var opgaven løst, og man behøvede ikke at bekymre sig om musehuller. Jeg satte ham højt, både som leder af oplandsafdelingen (1966-77) og som menneske, og jeg er i dag ked af, at jeg ikke kunne være mere for ham. Jeg mødte ham første gang, da han var biblioteksleder i Brønderslev og jeg overbibliotekar i Hjørring. Han havde problemer med urimelige arbejdsvilkår i Brønderslev, og jeg forsøgte som centralbibliotekar og med inddragelse af BF at forhandle på hans vegne, men sognerådet i den lille bondeby havde ikke sans for de finere nuancer i Haraldsteds væsen. Han var "displaced" på det sted og søgte til Silkeborg i 1959 for syv år senere at blive min højre hånd i oplandsanliggender i Århusområdet. Jeg holdt af ham og så med medfølelse, hvorledes hans skæbne blev mere og mere ulykkesfyldt, til han mindede mig om Job på askehoben. Hans kone døde fra flere børn, mens han var i Brønderslev. I Silkeborg giftede han sig med lægen Gerd, som førte flere børn ind i familien. En af døtrene havde en ulykkelig affære med en engelsk fodboldberømthed, stærkt udnyttet af smudspressen. Den ældste søn tog sit eget liv, og Gerd havde psykiske problemer en overgang. Hvordan han klarede at holde familien og sig selv på benene samtidig med, at han havde et krævende arbejde, forstår jeg ikke, men det tog altså også på hans kræfter. Han følte sig afkræftet allerede i 1971, men holdt ud til 1977 og døde i 1986. Han fandt trøst i Pinsemissionen, og der skiltes vore veje. Jeg vil altid mindes ham som en kær medkæmper og er ham dybt taknemmelig for hans indgriben, da han den 11. november 1977 til mit forsvar skrev i Århus Stiftstidende. Avisen havde sat en for mig ubehagelig omtale af en tabt tjenestemandssag på forsiden. Ib Haraldsted var en ægte ven og en gentleman.

KIRSTED FOLKE HARRITS (1941- )

Den 5. februar 1981 indfandt to yngre kvinder sig på mit kontor i hovedbiblioteket i Århus. Det var den arbejdsløse cand.mag. Kirsten Folke Harrits og den ligeledes arbejdsløse bibliotekar Ditte Scharnberg. De forelagde mig et projekt , hvorefter de ville indsamle arbejdskvinders erindringer på lydbånd med henblik på opbevaring og evt. publicering. Det drejede sig om at få disse erindringer fastholdt, før alle de gamle var døde. De to var meget overbevisende i deres entusiasme for deres sag og spurgte, om jeg kunne hjælpe dem med at virkeliggøre projektet. Det imponerede mig at se disse to kæmpe for et livsgrundlag med mening i, og jeg sagde, at jeg gerne ville overveje, om jeg kunne hjælpe dem med et lokale og lidt praktiske hjælpemidler. Jeg har i mange år interesseret mig for lokalhistorie og muligheden for at bevare gamle folks erindringer med hjælp af en båndoptager. Jeg havde sågar skrevet lidt om audiovisuelle materialers anvendelse i de lokalhistoriske samlinger i betænkningen fra 1967: "Audiovisuelle materialer i folkebibliotekerne". Så det var helt naturligt for mig at forsøge at hjælpe Harrits og Scharnberg i gang. Det endte med et lokale i Gellerup Bibliotek med de fornødne skrivemuligheder og diverse praktiske nødvendigheder. Projektet fik navnet "Arbejdererindringer" med adresse i Gellerup Bibliotek. De to ophavskvinder har siden til fulde bekræftet, at de har både kræfter og stamina og siden i samarbejde med arbejdsbevægelsen i Århus frembragt et større antal bøger, udgivet på Husets Forlag i Århus. I dag hedder projektet "Åstedet - kulturværksted for arbejdsliv og arbejderhistorie" med adresse i Viby Bibliotek. Jeg har modtaget de udgivne bøger som gave. I en af dem "Typografers liv og arbejde under det 20. århundredes omskiftelser" (1994) har de to skrevet en dedikation: "Historien har vi med os. Derfor denne hilsen med tak, fordi du gav os tag over hovedet og arkivet. Det vil vi være dig taknemmelig for - altid. Ditte Scharnberg og Kirsten Harrits". - Denne sag giver det mig glæde at tænke på.

JESSIE HINGE (1920- )

Hvis jeg skal pege på een person, som frem for andre har betydet noget væsentligt for min embedsførelse som stadsbibliotekar fra 1966, må jeg pege på Jessie Hinge. Hun var den erfarne chefsekretær, som kendte huset siden 1937, og hun havde en almen respekteret, ikke af alle elsket, status som et midtpunkt i husets ledelse. Hun har karakter og format og et udpræget organisatorisk talent, en tid udnyttet som divisionschef i det jyske pigespejderkorps. I Bredsteds tid var *Bernhardt Jensen ude efter hende som sekretær for borgmesteren, men det lykkedes ikke. Jeg ville gerne have ansat hende som leder af den nyoprettede stilling som administrationschef, men hun ville ikke have en fuldtidsstilling efter i nogen tid at have haft delt tid. Da vi i 1967 satte fart i et udvalgsarbejde vedrørende mønsterarbejdsfordelingsplaner, startet af Bibliotekstilsynet ved Henning Gimbel, blev Jessie det ordnende midtpunkt. Det blev for alle i ÅKB ansatte en overordentlig lærerig skoling i intern organisation, med tilsynets folk som inspiratorer og Jessie som sekretæren, som fastholdt og udformede de drøftelser og vedtagne afdelings- og stillingsbeskrivelser, hvorunder konsekvens skulle iagttages. Det tog to år og endte med en i mine øjne særdeles dygtigt gennemarbejdet organisationshåndbog i to bind. Denne skoling i organisationstilrettelæggelse gjorde os i det gamle ÅKB modne til at gå i krig med den overvældende opgave at skabe en administrativ enhed ud af de i 1970 tyve sammenlagte biblioteker. Her var Jessie igen ankermanden, der skabte form ud af vore ofte "varme" diskussioner om grænser og rettigheder blandt disse sammenbragte børn. Hendes integritet og overblik var en hjælp for alle, ikke mindst mig. - Jeg har kendt Jessie siden 1939 som sekretæren i *Carl Thomsens forkontor, med skrivemaskine og omstilling. I forkontoret var også vicestadsbibliotekarens skrivebord (*Nedergaard Pedersen) og et skrivebord til forefaldende arbejde. Her har jeg også sidder og stemplet de nye bøger med bibliotekets store, runde stempel på bagsiden af titelbladet. Det var en forbrydelse i klasse med majestætsfornærmelse, hvis dette stempel blev sat for lavt eller for højt eller skævt. Det var et lidt enerverende arbejdssted i den temperamentsfulde chefs umiddelbare nærhed. - Jeg havde den glæde ved Jessies afskedsreception den 20. april 1982 at kunne overrække hende Dronningens fortjenstmedalje i sølv. Velfortjent.

SIGFRED HJORT ERIKSEN (1915-97)

Der gik 27 år fra jeg som syttenårig i 1939 viste mig i Århus Folkebibliotek, til jeg som 44-årig blev chef der. Omtrent det samme spand af tid lå der mellem det tidspunkt, da jeg mødte Rixen som min noget ældre elevkollega i Århus, til jeg igen mødte ham - nu som overbibliotekar i Ballerup. I min ungdom lærte jeg ham at kende som indehaver af en karakteristisk fysiognomi og som en stor spasmager. Det er mange år siden, vi var noget formelle, og selv eleverne sagde De til hinanden, i hvert fald i begyndelsen. Så det var med en vis gysen, man erfarede, at Rixen havde skrevet en nidvise om bibliotekarerne. Undtagen chefen, *Carl Thomsen - der var trods alt måde med spasen - fik alle et karakteriserende vers. Det har næppe glædet vicechefen, Nedergaard Pedersen, som underviste os i litteraturhistorie, at læse om "vicechefens vadetur i den skønne lit’ratur, ak, ak, ak". Og læsesalsbibliotekaren, Chr. Kinch har garanteret ikke brudt sig om verset med "Hvorfor er Kinchs’ ansigt tvært som en sphinx’". - Vi elever fik et eksemplar med en streng formaning om ikke at lade den falde i hænderne på bibliotekarerne, hvilket den naturligvis gjorde en skøn dag, da én af os var dum nok til at glemme den i den skuffe i skranken, der var forbeholdt eleverne, men ikke friholdt for inspektion. Jeg mindes dog ikke repressalier. - Blandt bibliotekarerne var i øvrigt den stovte Elisabeth Ostenfeldt, katalogisator og sygehusbibliotekspioner. Hun, biskopsdatteren, brød sig ikke meget om Carl Thomsen, men hun sagde, at jeg altid ville kunne få stilling hos hende, når hun selv blev chef. Andre, senere kendte personer var *Preben Kirkegaard og Jørgen Claudi. En i huset meget kendt person var Carlo Madsen, pedel og en svoren uven med Carl Thomsen. Jessie Hinge sad som sekretær i Carl Thomsens forkontor og hørte, når chefen og Carlo skændtes. Ved en af disse lejligheder, hvor bølgerne gik højt, sagde Carl Thomsen: "Enten rejser De Madsen, eller også rejser jeg!" - hvortil Carlo svarede: "Hvor vil De få en anden stilling, Thomsen?". Det var ikke helt forkert, at Chr. Kinch kunne se noget tvær ud, men det var et forkert signal. Han var en dygtig og omhyggelig lærer i håndbogskundskab, måske lidt kantet, men en venlig mand, som ikke havde fortjent sin hårde skæbne: at blive taget af tyskerne og efter at være brugt som gidsel foran lokomotivet på tyske transporttog at blive indsat i en koncentrationslejr, Meppen, hvor han døde den 27. november 1944.

ORLA S. HYLLESTED (1912- )

Blandt de tre borgmestre, som jeg har "haft", er Hyllested nok den mindst ualmindelige. Før ham var det *Bernhardt Jensen og efter *Thorkild Simonsen, begge to ualmindeligt markante personligheder. Da Bernhardt Jensen pga. sygdom måtte forlade borgmesterstolen i 1971, overtog Hyllested den og sad på den gennem den problemfyldte periode efter kommunesammenlægningen og helt til 1982, da Thorkild Simonsen trådte til. Hyllested var oprindelig murersvend, men han arbejdede sig op igennem det socialdemokratiske partihierarki og blev i 1970 rådmand for magistratens 3. afdeling, socialvæsenet. Han er en folkets mand. Under et aftenarrangement (fyrværkeri) i Botanisk Have i 70’erne, hvor Bodil og jeg var til stede, trådte Hyllested op på talerstolen og sagde, så det rungede i den mørke aften: "For satan, jeg kan ikke se en skid!" - man havde glemt at tænde læselampen på talerstolen, men husket at åbne mikrofonen. Der må have været mange problemer efter sammenlægningen, men efter min erindring ingen, der bragte borgmesteren i forlegenhed. Bortset fra hans egen dygtighed kan det skyldes, at han havde en landskendt profil som sin nærmeste medarbejder: Erik Tjørnehøj, som fra 1945-80 var økonomidirektør i Århus. Bortset fra venlige møder ved receptioner og bibliotekets julekaffearrangementer o.l. husker jeg Hyllested for, at han i 1975 ødelagde et stykke biblioteksplanlægning for mig. Ved sammenlægningen i 1970 kom mit biblioteksvæ-sen til at omfatte et antal sognebiblioteker. Ud fra et effektivitetssynspunkt burde disse biblioteker nedlægges og erstattes af bogbusser med en bedre rentabilitet i forhold til bogbestand og personale. I 1975 fik jeg udarbejdet en plan for nedlæggelse af fem af disse små biblioteker til fordel for anskaffelse af to bogbusser. Det skulle være indledningen til en gennemført rationalisering af biblioteksstrukturen. Imidlertid var tidsånden drejet derhen, at både de unge socialister og de gamle venstrefolk ude på landet nu hyldede devisen, at småt var smukt, og de lokale institutioner skulle bevares. Fra beboerforeningsside blev der lavet megen larm, og min planlægning faldt i byrådet med én stemmes overvægt, og det var Hyllesteds. - Sidenhen kvalte økonomien effektivt denne lokalfilosofi (90’erne).

THORKILD IBSEN (1948- )

Da vi den 21. december 1981 ved en festlighed i "Friheden" i Århus fra Magistratens 4. Afdelings side tog afsked med *Thorkild Simonsen som vores politiske chef siden 1970, havde mine chefkolleger udpeget mig til at holde talen for Simonsen. Ved den lejlighed tillod jeg mig (igen) et vist frisprog, da jeg anbefalede de tilstedeværende at bruge den store danske ordbog, når taler skulle udarbejdes. Og da jeg derefter brugte den til at definere, hvad en rådmand egentlig er. Efter de to første, gængse forklaringer kom vi til den tredje: i Kerteminde betyder "en rådmand" - "en lille flynder af god kvalitet". Da gibbede det noget i flere, og vi tænkte vist alle på den tiltrædende rådmand, den lavstammede Thorkild Ibsen. Han var stud.mag. 1967-73, gik ind i politik (SF), medlem af Århus Byråd 1974-90. Efter 1973 havde han diverse beskæftigelser: lagerarbejder, ekstrapostbud, arbejdsmand og biblioteksmedhjælper. Fra 1982-90 var han så rådmand for Magistratens 4. Afdeling, bestående af skolevæsenet, fritids- og kulturafdelingen, biblioteksvæsenet, skovvæsenet og parker og anlæg. Det var et stort stilskift, da den ene Thorkild afløste den anden, og det passede mig dårligt. Jeg havde 12 gode år med Simonsen som chef, men 4 mindre gode år før ham og 4 mindre gode år efter ham. Min første rådmand var socialdemokraten Rudolf Jensen, som jeg ikke fik et godt forhold til, før efter hans afgang. En bestemt person satte ondt for mig, hvilket *overbibliotekar Karl V. Thomsen år senere kunne forklare mig ved et tilfælde. Mit forhold til Ibsen, SF, var heller ikke godt, fordi jeg ikke kunne vænne mig til hans SFadfærd. Thorkild Simonsen kunne sige ja og nej, når jeg på det ugentlige møde foreslog ham dit eller dat. Men Ibsen skulle altid hjem og spørge baggrundsgruppen, så vore møder mistede al inspiration og igangsætterenergi. Jeg savnede Thorkild Simonsens præcision og målbevidsthed. Ibsen var en brølende løve i byrådssalen, men uden personlige standpunkter, når jeg talte med ham. Denne stil var mig inderligt imod. Personligt var Ibsen i øvrigt venlig og naturligvis ikke ubegavet. - Der kunne siges adskilligt mere, men det gør jeg ikke. Udadtil holdt vi masken, og Thorkild Ibsen holdt ved min afgang en pæn tale og overrakte mig et stort litografi af Frede Schilling, et billede, jeg sætter stor pris på.

BERNHARDT JENSEN (1910-78)

Bernhardt Jensen sad i Århus Byråd fra 1943-71, heraf som rådmand for Magistratens 4. Afdeling 1950-58 og som borgmester fra 1958-71. Han var uddannet som journalist, skrev i sin ungdom digte og var altid en kulturens mand med interesse for bibliotekerne, lokalhistorie og gamle huse. Han havde blandt mange høje placeringer også haft den at være Købstadforeningens repræsentant i Biblioteksrådet. Han var en højt respekteret, særpræget mand, som ikke fiskede efter popularitet, og som færdedes på cykel. Jeg husker hans forkærlighed for Jeppe Aakjærs forfatterskab fra en samtale på mit kontor, da jeg som emne for bibliotekets bidrag til festugen havde valgt "Min bedste bog", en kommenteret udstilling af århusborgernes yndlingsbøger. Og så husker jeg ham fra de årlige budgetmøder i magistraten, hvor de enkelte områdechefer blev eksamineret i deres forslag for næste budgetår. Det var en meget formel affære, hvor man blev sat overfor den samlede magistrat, dvs. de fire rådmænd og borgmesteren samt, ikke mindst, økonomidirektøren og økonomikontorets kontorchef. Og så forsøgte økonomidirektøren og borgmesteren at skyde ens budgetforslag i sænk - for den side af bordet gjaldt det jo om at spare på kommunens penge. Det var en ny erfaring for mig, men jeg var fra min tid som forhandler for Bibliotekarforeningen blevet vant til ikke at være bange for de høje herrer, så jeg klarede mig i denne eksamination, en enkelt gang så godt, at jeg gik derfra med 300.000 kr. mere, end jeg oprindeligt havde bedt om. Det skete kun én gang. I mit første budgetmøde (vedr. 1967/68) gjaldt det især om at få budgettet forhøjet med udgiften til den nystartede musikafdeling i hovedbiblioteket. Det huede ikke Bernhardt Jensen, som slog sig meget i tøjret og sagde, at hvis man skulle låne folk gratis grammofonplader, hvad så med at låne dem træsko også? Det endte dog med, at jeg fik "mine" penge, men ikke uden at borgmesteren var sur. Det undrede mig meget, for det var jo i hans magt at sige nej. Han behøvede ikke at sige ja og så være sur. Jeg har altid ment det bedst at tale lige ud af posen, det er alle bedst tjent med. - Om Bernhardt Jensens stil og status fortæller den mangeårige, konservative rådmand Olaf P. Christensen: Den cigarelskende, socialdemokratiske rådmand Rudolf Jensen forelagde en sag i magistraten og blev afbrudt af borgmesteren: "Rådmanden bedes tage cigaren ud af munden, når han taler med borgmesteren!"

PREBEN KIRKEGAARD (1913- )

Kirkegaard er et af de store dyr i den danske folkebiblioteksverden. Uddannet som bibliotekar i Århus og ansat der som bibliotekar 1936-44, senere overbibliotekar ved centralbibliotekerne i Holstebro 1945 og Vejle 1946-56. Og så den væsentlige manddomsgerning som rektor for den nyoprettede Danmarks Biblioteksskole 1956-83. Og springet ud i den store verden som medlem af den internationale biblioteksforening, IFLAs bestyrelse 1965 og senere præsident for samme op gennem 70’erne - og mange andre poster i den internationale kulturverden. Jeg kendte ham fra min elevtid i Århus 1939-43 og har altid været imponeret af den kraft, der udgår fra ham, manifesteret i et borende blik og glimtende guld i tænderne. Jeg husker hans 28-års fødselsdag af en eller anden grund. Han havde friformiddag, men kom og blændede kollegerne i udlånssskranken med sin sejrherrestil. Han blev oplandsbibliotekar (centralbibliotekets "udenrigsministerium"s leder), og mens jeg var elev dér, kom Kirkegaard en eftermiddag hjem udefra og erklærede, at "aldrig har de folk derude i .... hørt så dårligt et foredrag om Grundtvig!" Ved en senere lejlighed hørte jeg ham holde foredrag om J. P. Jacobsen. det var en af de litteraturaftener, som Århus Folkebibliotek, som andre af landets biblioteker, afholdt under besættelsen. Der var stuvende fuldt i den ret store sal, og der talte en bleg Kirkegaard, sikkert udmærket, jeg har glemt det. Det lyder måske mærkeligt, men jeg har aldrig haft noget nærmere forhold til Kirkegaards tankeverden - dels lagde han sine kræfter i den voldsomt krævende opgave at nydanne den bibliotekariske uddannelse, dels opholdt han sig meget i udlandet i en del år. Og så befandt vi os på hver side af det skel, der gik mellem tilhængerne og modstanderne af den Allerslevske dyrkelse af "apparatet", den organisatoriske og bibliotekstekniske centralisering/decentralisering. Jeg har altid støttet denne helhedstænkning med centralisering for at give styrke til decentraliseringen, men der var en fløj med bl.a. Abitz, Kirkegaard og Bent Werner, som havde en anden filosofi. For en del år siden var jeg formand for Dansk Bibliotekshistorisk Selskab og hørte der Kirkegaard tale om sit biblioteksliv og derunder sige, at "Døssing har aldrig sagt mig noget". Det udsagn har jeg siden bedt Kirkegaard om at motivere. Det var jo i mine øjne en slags kætteri. Men Kirkegaard har forklaret mig, at Døssings synspunkter på bibliotekernes opgave er han naturligvis enig i, men ikke i hans begrebsverden i øvrigt.

JØRGEN KOCK (1924- )

Cand.jur. Jørgen Kock var chef for socialforvaltningen i Århus 1971-86. Vi sad sammen i bestyrelsen for Foreningen af Embedsmænd under Århus Kommune, som jeg var formand for 1975-82. Kock holdt tale for mig ved min afgang i 1986 og understregede ved den lejlighed, at foreningens navn med rette indeholdt ordene "under Århus Kommune", hvorved han påpegede, at det var (er?) en lille, ydmyg forening. Det var overtandlæge Moss Hansen og stadsgartner Kamronn, som i sin tid opfordrede mig til at stille op som formand. Jeg havde på det tidspunkt flere tillidshverv af tungere art (Bibliotekscentralen, Folkebibliotekernes depotbibliotek), så jeg lod embedsmandsforeningen slippe med som det tynde øl. Det var da også en væsentligst selskabelig forening, som jeg holdt ved, fordi det var det eneste forum for de kommunale chefer at mødes på udenfor de tjenstlige pligter. Foreningen omfattede også pensionister og udfyldte på det område en påskønnet funktion. Århus kommune gør ikke noget for sine pensionister, i modsætning til f.eks. Københavns kommune. Foreningen havde i min funktionstid et stort jubilæum (50 år?), og vi havde middag i rådhuskantinen med deltagelse af bl.a. borgmester Orla S. Hyllested. Min eneste virkelige indsats i den forening var at fremsætte forslag om etablering af et egentligt mødeforum for kommunens chefer. Det forekom mig mærkeligt, at i de år, hvor man talte meget om demokrati og medindflydelse, havde kommunens ledende chefer ingen mulighed for at føre samlede drøftelser indbyrdes og med den kommunale ledelse om aktuelle spørgsmål. Det endte med, at den indflydelsesrige administrator og senere stadsdirektør PoulErik Jensen gik ind for tanken, og der blev institueret et kvartalsmøde for cheferne, ledet af økonomichefen, så vidt jeg husker i 1983. Det var i god gænge, da jeg forlod min stilling. - Af en eller anden grund fandt Århus Stiftstidende det opportunt at drille Jørgen Kock, da han ved sin afgang blev udnævnt til Ridder af Dannebrog, med at hans ridderkors var af 2. klasse - fordi han ikke var blevet R1. Det var et dumt drilleri med uvis årsag - jeg har aldrig betragtet mit beskedne kors som 2. klasses.

J. K. LARSEN (1874-1951)

I mine øjne lignede han Sokrates. Et stort hoved med en lidt klumpet næse over fuldskægget, ingen hals på den store krop, der bevægedes med stilfærdig pondus i skolen og på vej til boligen lige ved. Det var rektor, dr.phil. J. K. Larsen på Marselisborg Skole, nu Marselisborg Gymnasium. Denne skole landede jeg i, da mine forældre i 1935 flyttede til Århus. Den blev endestationen på min fart gennem min barndoms skoler: fra lilleskolen på Bispebjerg til den tyskprægede landsbyskole i Skodsbøl på Broagerland, til den statelige Sønderborg Statsskole, til drengeskolen på Øresundsvej på Amager. Marselisborg Skole var et fredeligt sted efter oplevelsen med Øresundsvejens Skole med dens 1.200 vilde amagerdrenge, hvoraf nogle var farlige at komme i vejen for. Marselisborg Skole havde skiftet status fra privat til kommunal skole ikke længe før min ankomst i slutningen af 3. mellem i 1935. Der gik en social skillelinje mellem den ca. tredjedel af klassen, som havde gået sammen i privatskolen siden 1. klasse, og vi andre. Den nævnte tredjedel var "Burgøjserbørn" med adresser i Skåde Bakker o.l. steder. En af pigerne blev hentet og bragt af den private chauffør i noget, der lignede Clark Gables yndlingsbil, en Duesenberg, mens min sidekammerats mor havde en lille cigarbutik i midtbyen. Det var en rar skole med en ægte humanist som leder. Han var dr.phil. på noget med oldspanske konjunktiver, men han var en venlig lærer, som bl.a. havde skrevet den latinlærebog, vi blev undervist efter i 4. mellem. I gymnasiet, fra 1936-39 lærte jeg krisepunkterne i nutidens kultur at kende. Lektor Sven Gundel lod os læse Kjeld Abell og Kaj Munk, lektor Fangel underviste efter "The Contemporary Reader" og tog afstand fra Kiplings imperiebegejstring. Adjunkt Rossen viste os nazismens hæslige ansigt i en billedbog "Der Giftpilz", som han havde købt i Tyskland, og som skulle fortælle børnehavebørn om jødernes forgiftning af den tyske folkesjæl. Adjunkt Lauge Jørgensen lod os følge den brandaktuelle storpolitik tæt på og tog os med til moderne kunstudstillinger (bl.a. Freddie). Disse mænd og rektor J. K. Larsen er jeg megen tak skyldig. Rektor stod hver morgen ved døren til gymnastiksalen og gav hver af os hånden, når vi gik ind til morgensang. J.K.L. var rektor fra 1916-39.

TRAUTE LARSEN (1934- )

Traute blev udnævnt til ledende børnebibliotekar i ÅKB i 1977, da Else Rasmussen så sørgeligt tidligt gik bort. Hun blev dermed en nær samarbejdspartner, som jeg satte pris på. Jeg har altid haft stor respekt for Trautes energi og veloplagthed, klarøjet og velovervejet førte hun sig frem. Når jeg fra tid til anden havde trang til at forlade mit store kontor med de undertiden store problemer, kunne jeg altid få en fornuftig snak nede hos den ledende børnebibliotekar, hos Traute som førhen hos Else Rasmussen. Hendes stilling var ansvarsfuld og krævede forhandlingsevne i den ikke lette situation overfor de ledende børnebibliotekarer i regionsbibliotekerne og overfor skolebibliotekernes ledelse. Men Traute havde intelligens og integritet til at klare sine opgaver, og jeg behøvede ikke at bekymre mig om dette store områ-de, som i andre biblioteker kunne give anledning til kontroverser. Traute er uddannet i Århus, bibliotekseksamen i 1958, børnebibliotekarkursus i 1961. Hun giftede sig i 1955 med kunstmaleren Hans Ludvig Larsen og har altid arbejdet i Århus eller nærmeste omegn. Hun havde ledende stillinger i Åby, siden Højbjerg og endelig hovedbiblioteket i ÅKB. Efter min tid blev Traute leder af ÅKB’s udviklingsafdeling og stod i spidsen, da edb blev gennemført i 1988-91. I øvrigt er Traute et "socialt" menneske og har fingrene i flere former for fællesaktiviteter i byen. - I 70’erne dukkede der disciplinære problemer med unge lånere op flere steder i bibliotekerne. I 1976 udgav vi i ÅKB en rapport på 71 sider, redigeret af Traute: "Værestedsforhold og uroproblemer". Den vakte opmærksomhed i den faglige presse og i faglige kredse landet over. I Århus oprettede vi en kontaktgruppe mellem biblioteksvæsenet, skolevæsenet, socialvæsenet og fritids- og kulturafdelingen. Vi havde nok oprindelig en noget naiv indstilling til forholdet ungdom/bibliotek. I hovedbiblioteket indrettede vi i 1967 en ungdomsafdeling med bøger og tidsskrifter og hyggeligt inventar, men den blev ikke benyttet. Vi stod med det paradox, at vi gerne ville have de unge ind, men når de så kom, brød vi os ikke om deres adfærd. Den nye musikafdeling blev "besat" af unge, der ville høre deres egen generations musik. Vi nedlagde ungdomsafdelingen og ændrede musikafdelingen.

FINN H. LAURIDSEN (1922-95)

Vi vidste om hinanden som institutionsledere i det kulturelle felt, men ellers lærte jeg først Finn H. Lauridsen at kende, da jeg i 1983 blev formand for Hovedredaktionen for Dansk Lokalbibliografi. FHL sad i redaktionen siden 1973 s. m. bl.a. den mangeårige formand, Oluf Abitz og forlod den, som jeg selv i 1990. - FHL overtog i 1979 posten som overarkivar ved Statens Erhvervsarkiv, Vesterallé i Århus, da Vagn Dybdahl blev udnævnt til rigsarkivar. De havde begge været med ved erhvervsarkivets oprettelse, og de blev begge ledere af institutionen. Den blev i 1963 placeret i det hus, som arkitekten Hack Kampmann i 1902 havde bygget til Statsbiblioteket. Erhvervsarkivet blev hjemsted for Århus Byhistoriske Udvalg, som i 1956 blev oprettet i et samarbejde mellem daværende rådmand Bernhardt Jensen, museumsdirektør Helge Søgaard, Den Gamle By, og overbibliotekarerne Emanuel Sejr, Statsbiblioteket, og Åge Bredsted, ÅKB. Med Vagn Dybdahl som primus motor åbnedes hermed op for en ustandselig strøm af lokalhistoriske bøger, som ingen lokalitet i landet har magen til. I de forløbne 40 år har Byhistorisk Udvalg udgivet ca. 80 bøger, delvis af betydelig størrelse og båret af en stærk publikumsinteresse. Den første bog hed "Barn i Århus", redigeret af Åge Bredsted, Vagn Dybdahl og Emanuel Sejr. Som flittige forfattere optrådte siden Bernhardt Jensen, kendt ikke mindst for "Da Århus var Hollywood" og "Som Århus morede sig" - og Emanuel Sejr med bl.a. "Biblioteks- og kulturliv i Århus". Og naturligvis Vagn Dybdahl og FHL, som har redigeret og ydet bidrag til mange af bøgerne. FHL har i Århus-årbog 1982 skrevet om Byhistorisk Udvalgs første 25 år. I 1995 begyndte udgivelsen af "Århus, byens historie", hvoraf bd. 4 udkom i 1995 og bd., 1-3 i 1996-98. Derefter fulgte et bd. med biografier i 2000. I begyndelsen af 80’erne sad FHL og jeg begge i et udvalg, som arbejdede med at få oprettet et bymuseum i Århus. I den anledning fik jeg en bibliotekar til at udarbejde en fortegnelse over lokalhistorisk materiale i Århusinstitutioner: Erhvervsarkivet, Den Gamle By, Statsbiblioteket, ÅKB, Århus Kunstmuseum og MoesgårdMuseet. Bymuseet blev senere oprettet, men kom desværre for sent til at få lokaler i det gamle rådhus fra 1857, som Kvindemuseet havde sat sig på. Jeg sagde dengang i udvalget, at man måtte se at få de kvinder smidt ud, men det var der ingen, der havde mod til eller kræfter til, og de sidder der stadig.

HENNING MADSEN (1921-86)

Henning Madsen var oplandsbibliotekar i Silkeborg fra 1958-68, derefter biblioteksleder i Brabrand-Årslev og endte efter kommunesammenlægningen som overbibliotekar i Åby regionsbibliotek. Han følte sig som et offer for omstændigheder udenfor hans egen kontrol. Den store kommunesammenlægning i 1970 havde mange personlige omkostninger. Det har undret mig, at ingen har forsøgt på at beskrive, hvad der foregik på de indre, organisatoriske linjer, da antallet af kommuner blev reduceret fra ca. 1.200 til 275, og mange embedsmænd fik deres karriereforløb forskubbet. Jeg har i Århus-årbog 1977 o. a. st. beskrevet, hvad der skete, da vi i 1970 sammenlagde 20 biblioteksenheder til een i Århus kommune. Biblioteksloven forudsatte, at der alene blev ydet statstilskud til een biblioteksorganisation i hver kommune, og følgelig måtte de 20 biblioteker i de 21 kommuner (der var en fællesskabsordning mellem to af dem) rangeres ind i en biblioteksstruktur med en centralt styret økonomi og hvad deraf fulgte. I Århus etablerede vi efter forslag fra Henning Madsen og med forbillede i Göteborg en ordning, hvorefter central styring og decentral styring blev kombineret. De "tunge" områ-der: økonomi, planlægning og personaleadministration var centralt styret af stadsbibliotekaren, medens hele den udadvendte funktion: publikumsbetjening, kulturelle aktiviteter og bogvalget var styret af overbibliotekarerne i de fem regioner, vi endte med: Risskov, Åby, Viby, Højbjerg plus centralregionen med hovedbiblioteket i det gamle Århus. Regionssystemet betød, at overbibliotekarerne i tillæg til de "gamle" hovedbiblioteker fik overdraget den daglige administration af et antal filialer, for de "ydre" regioners vedkommende de eksisterende sognebiblioteker i deres områder. Det viste sig, delvis til min forbavselse, at tilvæksten i overbibliotekarernes administrationsområder (decentraliseringen) slet ikke stod mål med deres følelse af tab ved centraliseringen af de "tunge" områder. Især tabet af den direkte kontakt med det politiske niveau føltes som en degradering, som overbibliotekarerne reagerede mod med forskellige grader af modvilje. Henning Madsen var stædig i sin opposition, en anden søgte stilling udenfor Århus, en for mig helt forståelig reaktion, en tredje tog situationen ulykkeligt tragisk, en fjerde bar den pænt, omend ikke som en lykke. Jeg forstod meget, men jeg var forpligtet til at skabe en enhed ud af de sammenlagte. Siden er tider og personer skiftet, og sæder formentlig mildnet.

I B MAGNUSSEN (1924-72)

Af de syv overbibliotekarer, som Statsbiblioteket har haft siden sin oprettelse i 1902, har jeg mødt de fem. De to første var Julius Hoffmeyer (1902-05) og Vilh. Grundtvig 1905-36). De følgende fem er: Emanuel Sejr (1936-57), Ib Magnussen (1957-71), *Karl V. Thomsen (1971-84), H. P. Clausen (nominelt 1984-89, reelt 84-86), Niels Mark (nominelt 1989-, reelt 86- ). Da Statsbiblioteket i Århus i 1902 åbnede, var der megen tvivl om dets formål. Det blev etableret i en slags panikreaktion på rigsdagsbranden i 1884, da Det Kongelige Bibliotek nær var gået til også. Det ville have været en katastrofe for landets kulturliv, hvis Det Kongelige Bibliotek og de sammesteds opbevarede dubletter af den samlede danske litteratur var gået til på een gang. Derfor besluttedes det at flytte dubletterne andetsteds hen, og det endte så med Statsbiblioteket i Århus. Det tog en del år, før Statsbibliotekets status i den samlede biblioteksverden blev fastlagt. Det skete tildels i Grundtvigs lange periode (31 år), da Århus Universitet blev oprettet i 1928, og biblioteket dermed blev universitetsbibliotek. Og det skete i Sejrs lange periode (21 år), da Statsbiblioteket i 1938 blev institueret som Overcentral for landets folkebiblioteker. I de første mange år fungerede Statsbiblioteket i realiteten som et folkebibliotek, hvilket kan ses af Thomas Døssings skildring fra 1911, i Thomas Døssing: Hele befolkningens biblioteker (1990), side 11-20. Dette forhold forsinkede folkebiblioteksudviklingen i Århus, hvad jeg skriver andetsteds (*Bernhard Baunsgaard). - Sejr mødte jeg i hans høje alder, omkring 1975, da vi optog en film om ham i serien af lokalhistoriske film, og jeg så da hans enorme kartotek med udskrifter af personalhistorisk stof fra århusaviserne i 1800tallet (kopi findes i ÅKB). - Ib Magnussen er det lidt smerteligt at mindes. Han var en blændende begavelse, som i en altfor kort periode, som en komet passerede biblioteksverdenen 1952-72, da sygdom slukkede lyset. Jeg så ham i DBs hovedbestyrelse og mange andre centrale steder og beundrede hans evne som problemløser og konstruktiv forhandler. Læs om ham i Palle Birkelunds artikel om ham i Dansk biografisk Leksikon, 3. udg. - Han kørte med mig fra Aalborg engang og forbavsede mig ved at fortælle, at han havde en privat bogkonto på 8.000 kr. om året.

POUL MUNCH (1909-81)

Det skader ikke karrieremulighederne at være blandt de valgte (udvalgte) i ens faglige organisation. Sådan var det i hvert fald på mit felt, og det gjaldt også Poul Munch. Han sad i BFbestyrelsen fra 1946-60, i to år 1956/57 som formand. Da jeg begyndte min læretid i Århus i 1939, havde Poul Munch været oplandsbibliotekar siden 1935 sammesteds. Han var biblioteksleder i Hørsholm fra 1940-45, derefter centralbibliotekar i Nykøbing F. i elleve år, til han sluttede som stadsbibliotekar i Odense 1956-76. Poul Munch havde musiske evner, han spillede og sang - og var i en årrække formand for Det Fynske Musikkonservatorium og for lokale kunstforeninger m.v. Han blev som andre ledere af store biblioteker sat på en opgave, der kan sammenlignes med den at skulle finde cirklens kvadratur: at finde en velegnet, centralt placeret, stor bygning til hovedbiblioteket. Den opgave syslede vor kyndigste biblioteksplanlægger, *Carl Thomsen, med i 13 år, før han fandt en afløser for Nikolaj Kirke, hvor det kø-benhavnske hovedbibliotek blev anbragt midlertidigt -. i 1917. Det tog 40 år, før Nikolaj blev erstattet med Kultorvet og 37 år, før Kultorvet blev afløst af Krystalgade. I Aalborg talte man i 1918 om en ny bygning, men man nøjedes med diverse tilløb til en endelig løsning, til Birger Knudsens hovedbibliotek stod færdigt i 1980. I Århus fik man en færdig og i mange henseender imponerende bygning i 1934. Men nu, efter to større ombygninger, står Rolf Hapel foran sin kvadraturopgave. Poul Munch løste en del af sin opgave i 1976 med 1. etape på 8.000m2 på Ørbækvej, ret langt fra bymidten. Hvenegaard Lassens gamle hovedbibliotek ved Sct. Knuds Kirke var blevet så utilstrækkeligt, at noget nødvendigvis måtte gøres, og afstandspuklen blev slugt. Men 2. etape blev aldrig bygget, og savnet af den centrale placering førte så i 1995 hovedbiblioteket tilbage til bymidten i en højst uortodoks kombination med en ny hovedbanegård. Om det så er lykken, er ikke endeligt afgjort - samlingen af hovedbanegård, bybuscenter og hovedbibliotek har erstattet den relative ro på Ørbækvej med en publikumstilstrømning med uro og uroproblemer af en ubehagelig karakter. Forhåbentlig forbigående. Fra en helt anden tid erindres, at Poul Munchs musikalske evne og sangstemme tjente bibliotekssagen godt, når han udfoldede sig som oplandsbibliotekar ude i sognene i Århusområdet.

SIGURD MÖHLENBROCK (1916- )

Sigurd Möhlenbrock - Sigge mellem venner - har ikke altid været mellem venner. En overgang var han et varmt stridsemne, nemlig da han brød en strejke blandt Göteborgs bibliotekarer ved at ansætte folk fra andre erhverv til at videreføre udlånsvirksomheden. Han siger, at udlånstallene gik op! Det var mange år efter, at han var formand for den svenske bibliotekarforening (1947-51). Sigge har præget svensk biblioteksvæsen på to måder: 1. Ved sit eksempel, 2. Som "lærer" gennem forelæsninger og bøger. Da jeg i 1952 mødte Sigge ved det nordiske kursus i Stockholm, imponerede han som stadsbibliotekar i Norrköping (1946-55) ved at være på forkant med udviklingen med tekniske innovationer i Norrköpingbiblioteket: hulkort og kartoteker efter amerikansk manér i "ruller", som man drejede på i stedet for at trække skuffer ud og ind. Og han imponerede med sine energiske forelæsninger over biblioteksadministration, et emne han fortsatte med at dyrke på den nordiske biblioteksskole i Kungälv og også skrev bøger om. Når Sigge ser på en med sit faste blik, aner man den jernvilje, der var i stand til at sikre, at det nye hovedbibliotek i 1967 blev placeret på Göteborgs fornemste plads, Götaplatsen, ved siden af teatret, koncerthuset og kunstmuseet. Som socialdemokrat og byrådsmedlem var Sigge en indflydelsesrig mand i Göteborg. Jeg mindes ikke, at vi i Danmarks har haft en biblioteksleder af tilsvarende personlig styrke. Han havde en stor tid i Gö-teborg fra 1955-79, da der opstod ikke alene et hovedbibliotek i særklasse, men også den ene moderne filial efter den anden, suppleret med et system af bogbusser. Hen mod slutningen af sin tid oplevede Sigge et politisk magtskifte i Göteborg, og han fik magrere år at føle. Udlånstallene faldt, formentlig pga. nedskårne bogkonti, og filialer blev nedlagt. Sans comparaison - som man siger, når man sammenligner - oplevede jeg nogle år senere den samme udvikling i Århus: udvikling for fulde gardiner efterfulgt af nedskæringer. Det var måske en idé for en ung biblioteksperson at studere perioderne af "raise and fall" i Göteborg og Århus i 60’erne og 70-80’erne. I 1995 udnævnte vi Sigge til æresmedlem af SSK, Senior Struggler Klubben, efter Erik Allerslev Jensen. SSK er vores eksklusive klub af eksstadsbibliotekarer, hvor en begrænset kreds mødes fire gange om året.

V. NEDERGAARD PEDERSEN (1910-66)

Min erindring om Volmer Nedergaard Pedersen, kaldet Pedergaard, er nært forbundet med vores samarbejde i BFbestyrelsen 1957-61. Men jeg lærte Pedergaard at kende i 1939-43, da han var vicebibliotekar, udlånsleder og timeplanlægger i Århus Folkebibliotek. Han var en lidt spinkel, altid venlig og forekommende foresat uden de skarpe kanter, vi kendte fra vores fælles chef *Carl Thomsen. Da vi mødtes igen i 1957 afløste Pedergaard Poul Munch som formand, og jeg blev efter få år næstformand. Helt uventet tidligt, den 16.11.61 trådte Pedergaard pga. sygdom tilbage, og jeg avancerede til formand, et skift der indeholdt en afgørende optrapning af arbejdsbyrden. Som formand for BF blev man automatisk medlem af DBs hovedbestyrelse og Biblioteksrådet og diverse udvalg m.v. Ud over BFbestyrelsens møder og årsmøder og hele forhandlingsarbejdet fik man altså en dyne af mere eller mindre krævende (men altid opmærksomhedskrævende) poster over sig. Forhandlingsarbejdet ude i landet var fra tid til anden omfattende. Eksempelvis kan det nævnes, at i foråret 1960 deltog jeg i forhandlinger i Vejle, Varde, Skive, Esbjerg, Lemvig, Hjørring, Frederikshavn, Holstebro. Når man samtidig var centralbibliotekar med de dermed forbundne forpligtelser i byen og i oplandet, havde man et job, der forudsatte et jernhelbred. Det havde Pedergaard ikke, og han holdt i fire år. Jeg havde et jernhelbred, men jeg holdt heller ikke mere end fire år - det sidste år incl. to store nyreoperationer. Pedergaard (Np) var samvittighedsfuld og flittig ud over sin fysiske evne. Hans helbred blev undergravet, og han blev få år senere væltet af en influenza. Jeg mindes ham med veneration. Det må erindres, at bibliotekarerhvervet i folkebibliotekerne er et nyt erhverv, første biblioteksskole i 1918. I kølvandet af lønreformen 1958, som også havde krævet en stor indsats af Bibliotekarforeningens bestyrelse, fulgte en omfattende forhandlingsvirksomhed for at få orden på det hidtidige virvar i bibliotekarlønningerne - og bibliotekslederpensioner dukkede op som et udbredt problem.

TAGE NIELSEN (1912-99)

Mit første møde med rådhusforvalter Tage Nielsen fandt sted på mit kontor den 14. november 1967, af mig opfattet som en fejl. Jeg havde henvendt mig til økonomikontoret på rådhuset for at få et råd vedrørende en henvendelse fra byens boghandlere, der ville have bibliotekets rabat på bogkøb nedsat. Jeg blev noget forbavset over at se rådhusforvalteren dukke op, og jeg tror nok, at jeg gjorde mig hurtigt færdig med ham. Det var mig dengang ikke bekendt, at Tage Nielsen fra 1941 til 1950 havde været daglig leder af kommunens prisudvalg, og at han var en meget kompetent person i en sag som min. Han må have fundet mig meget storsnudet - men det har vi aldrig talt om. Tage Nielsen var en meget imposant rådhusforvalter, en mand med en stor stemme og store armbevægelser og et udpræget talent for at tale med folk. Det var en oplevelse at se ham føre besøgende rundt i huset og tale, også på tysk, om f.eks. bryllupsværelset med maleren Robert Naurs udsmykning med nationale finurligheder. I de år, fra 1965-81, da Tage Nielsen var rådhusforvalter, havde huset en høvding, der var synlig. Jeg kom noget tættere på ham, da Magistraten i skrivelse af 15. februar 1972 udpegede mig som formand for et arbejdsudvalg vedrørende kommunens udstillingsvirksomhed. Man var i de dage blevet opmærksom på nødvendigheden af en større forståelse mellem "kommunen" og borgerne. Tage Nielsen, arkitekt Uffe Bak og jeg arbejdede med sagen og havde et afsluttende møde den 23. marts 1973. I mellemtiden havde vi været i Oslo for at studere Oslo kommunes informasjonssenter. Efter at vore forslag havde været i byrådet, kunne der åbnes en stor udstilling i rådhussalen i februarmarts 1974. Den bestod af en række store plancher, der fortalte om de enkelte kommunale områders udvikling i 1970-74. Det kunne betragtes som en slags kvittering på bestræbelserne på at skabe et resultat af kommunalreformen 1970. Det var ikke en publikumssucces og blev ikke gentaget. - Nogle år senere oplevede jeg til min forbavselse under en samtale med Tage på mit kontor, at mine referater af mine løbende problemer bragte tårer i mine øjne, og han var venlig og kollegial og sagde, at han også havde oplevet at græde af raseri.

OLE NØRGAARD MADSEN (1943- )

Den 1. marts 1983 afløste Ole Nørgaard Madsen den nuværende stadsdirektør i Århus, PoulErik Jensen, som økonomisk konsulent og leder af sekretariatet i Magistratens 4. Afdeling. Det kan have været et vanskeligt job. I min arbejdsdagbog for den 7.11.85 står der: "Sagde hårde ord til Ole om rådmandens (Thorkild Ibsens) fortielse overfor byrådet af ÅKB’s egentlige problemer. Men: jeg går jo". Det var et faktum: mit forhold til min SFpolitikerchef siden 1982, rådmanden Thorkild Ibsen var ikke godt. Han tjente ikke så meget bibliotekets sag så meget som sine politiske SFmål. Det kan man måske ikke bebrejde ham så meget som magistratsordningen, som han naturligvis måtte søge at udnytte til sine formål, dvs. som SFgruppen mente, der skulle forholdes. Med magistratsordningen blandes den politiske og den administrative ledelse på en uheldig måde, idet den siddende rådmand får en indflydelse på sit administrationsområde, som i virkeligheden rækker ud over hans evt. beskedne politiske basis. For tydeliggørelsens skyld kan jeg påpege, at jeg som ledende embedsmand følte mig afskåret fra at diskutere biblioteksproblemer (ideologiske, administrative, aktuelle) med andre byrådsmedlemmer end rådmanden, således som man kan det i det almindelige udvalgsstyre. Rådmandens forpligtelse overfor hans områdes stående udvalg er ikke meget værd i sammenligning med hans faktiske overordnede stilling. Med en dygtig rådmand med interesse i at se udviklingen ske, er magistratsordningen meget effektiv. Når jeg i *Thorkild Simonsens tid fik hans godkendelse af et projekt, strøg det kort derefter gennem byrådet og kunne sættes i værk, idet der sjældent forlangtes udvalgsbehandling. Jeg taler om 70’ernes filialudbygning, som jo af flere grunde havde gode vilkår, bl.a. i en politisk beslutsomhed, der var suppleret med en evne for opnåelse af konsensus. Min despekt for SFpolitik er stærk. - Det har været en vanskelig situation for Ole Nørgaard Madsen, som er en venlig og intelligent mand. Han er cand.scient.pol., sad i byrådet, socialdemokrat, 1970-74 og har været amanuensis i fakultetet for statskundskab. Han blev i 1989 kommunaldirektør i Holbæk, men tog sin afsked i 1991 pga. uoverensstemmelser med den politiske ledelse. Jeg har personligt altid sat pris på ham.

YANNOS POLITIS (1934-94)

Da vi i januar 1978 indviede den anden store ombygning af hovedbiblioteket i Århus, kunne jeg notere, at huset indeholdt tre fænomener, som ikke fandtes i andre danske biblioteker. For det første: elektronisk sikring ved indgangen/udgangen til publikumsarealerne, til nedbringelse af antallet af bogtyverier. For det andet: et internt transportsystem, som bragte alle afleverede materialer på et transportbånd ned i kælderen, således at stueetagens publikumsarealer ikke blev begrænset af interne procedurer. Og for det tredje: en konsekvent farvesætning over hele huset, planlagt og overvåget af Yannos Politis, professor i bygningskunst ved Arkitektskolen i Århus siden 1970. Politis lignede med sit sorte, krøllede hår og sit fuldskæg en lille skovtrold, og temperamentsfuld var han. Han var græker, og hans opfattelse af den nødvendige farvelade i hovedbiblioteket var ikke populær i personalet. Men jeg havde givet ham opgaven og fuld frihed, og jeg tror på, at vil man have en kunstnerisk enhed frem, så må man lade kunstneren fuldende værket. Det blev gjort med et par moderationer: børnebibliotekarerne lavede så meget spektakel, at jeg accepterede, at de valgte farver i børnebiblioteket, men på den betingelse, at Politis kunne acceptere resultatet. Det må indrømmes, at Politis holdt af særprægede farver, og specielt en pompeiansk rosa i foredragssalen vakte furore, forstærket af Politis’ lagkagedelte vægfelter. Personalet fandt helheden udansk, men jeg holdt ud. Som en kulturskribent engang skrev: i kulturelle anliggender har flertallet altid uret. Eet sted mere gav jeg mig, og det var ved farverne i kantinen. Personalet hævdede, at de mistede appetitten ved Politis’ første forsøg. Blandt Politis’ ideer var den, at farver ikke skal bruges til at kamuflere bygningsdele, men at f.eks.. varmeapparater og rør skal kunne ses for det, de er. Resultatet var, at selv i magasinerne optrådte et større antal forskellige farver, og jeg tænkte (ved mig selv) på udgifterne ved at skulle vedligeholde denne farverigdom. Men jeg var stolt af dette interessante miljø og må tilstå, at det ikke faldt mig ind, at det stred imod den strenge saglighed i husets arkitektur, barn som det var af funktionalismen i 30erne.

MARIANNE POULSEN (1941-82)

I ÅKB’s årsberetning for 1982 står der: "10 børnebibliotekarer fra biblioteket "L´Heure Joyeuse" i Paris har fået foredrag om børnebiblioteket og dets aktiviteter og besøgte biblioteket i Tilst. En gruppe medarbejdere på Det Danske Selskabs seminar "Early childhood in Denmark" har i lighed med tidligere år fået en orientering om danske børnebiblioteker. Begge foredrag blev holdt af afdelingsbibliotekar Marianne Poulsen, hovedbibliotekets energiske og strålende afdeingsbibliotekar gennem 6 år, inden Marianne Poulsens sygdom og altfor tidlige død i december 1982". Ja, Marianne var energisk, og hun var strålende, og det var chokerende at opleve, at dette vitale og varme menneske i løbet af nogle måneder gik til. Det vil jeg aldrig kunne se nogen mening i. Marianne deltog i et samarbejdsudvalgsmøde på sædvanlig vis - næste dag var hun sygemeldt og kort efter opereret for en stor svulst i maven. Det gik mig nær. Dels fordi vi seks år tidligere havde oplevet den samme tragedie med den ledende børnebibliotekar Else Rasmussen, og dels og især fordi Marianne var af den slags lyskilder, som enhver chef er glad for at have i sin stab. Ved mindet om hende ser jeg igen, hvor store menneskelige ressourcer, jeg har været omgivet af i mit liv. Marianne var respekteret i sin egen faglige kreds, et tilfældigt vidnesbyrd derom kan ses deraf, at hun var blandt bidragyderne til festskriftet til Aase Bredsdorff i 1981, hvor hun udtaler sig i en samtale om børnebibliotekernes arrangementer. Marianne Poulsen bestod sin bibliotekseksamen i 1964, var derefter ansat i Thisted. Og i 1970 som leder af børnebiblioteksafdelingen i Langenæsfilialen og endelig i 1977 afdelingsbibliotekar i hovedbiblioteket. Marianne døde den 7. december 1982. Det var en stærk oplevelse at se hendes mor gå højt hulkende ud af kirken efter kisten, og vi var alle meget bevæ-gede.#

ELSE RASMUSSEN (1919-76)

Dengang "min" vicestadsbibliotekar, Anna Dorthea Holm, i 1970 tog sin afsked, sagde hun til mig: "Hør godt efter hvad Else siger, hun er en klog pige". Det var Anna Dorthea Holm også, en stærk personlighed, der kunne have karske meninger, og hun havde ret med sin mening om Else Rasmussen. Else blev ledende børnebibliotekar i Århus i 1964, to år før min tiltræden. På det tidspunkt bestod ÅKB af et hovedbibliotek og fem filialer og et nært samarbejde med 16 skolebiblioteker. Man havde i Århus i 1962 fundet løsningen på det mangeårige tvivls- og stridsspørgsmål i landet: var landets skolebiblioteker skolens alene, eller hørte de administrativt naturligt til i folkebiblioteket, hvor bibliotekssagkyndigheden befandt sig? Det drejede sig om to centrale spørgsmål: at sikre skolen reel råderet mht. skolebibliotekets pæ-dagogiske funktion og at sikre biblioteksmæssig sund fornuft mht. bibliotekstekniske procedurer og samklang i bogvalget mellem de to bibliotekstyper. Problemet spidsede til med oprettelsen i 1961 af Kulturministeriet, hvorefter de to bibliotekstyper hørte til under hver sit ministerium. Med ordningen i Århus som baggrund blev der ført intense forhandlinger mellem de to ministerier, repræsenteret ved de to hovedpersoner: biblioteksinspektør Aase Bredsdorff og skolebiblioteksinspektør Johannes Nielsen. Resultatet blev bekendtgørelsen fra Undervisningsministeriet af 11. maj 1965, indeholdende bestemmelser om skolebiblioteker i henhold til biblioteksloven. Blandt de vigtige bestemmelser var den om oprettelse af et lokalt skolebiblioteksudvalg med repræsentation fra skole- og biblioteksmyndigheder samt om et fælles bogudvalg - og om, at det bibliotekstekniske arbejde skulle varetages af folkebiblioteket. Det vil sige, at man så det særsyn, at biblioteksloven af 1964 blev fulgt op af bekendtgørelser fra to ministerier: Kulturministeriet og Undervisningsministeriet. Med kommunesammenlægningen 1970 voksede ÅKB til at bestå af et hovedbibliotek samt ca. 30 filialer og et samarbejdende skolebibliotekssystem med 55 skoler. Det betød en betydelig udvidelse af Else Rasmussens ansvar, men hun levede op til det, således at jeg i beretningen for 1976 kunne skrive, at hun havde tjent sig op gennem graderne "i kraft af en udmærket begavelse og fortrinlige anlæg for organisation og samarbejde. Personlig tilbageholdenhed var parret med sikker viden om mål og midler i arbejdsområdet. Hun vil længe blive mindet med taknemlighed i ÅKB og i skolebiblioteksvæsenet".

S. LORIN RASMUSSEN (1915- )

Vel var jeg en noget erfaren forhandler og biblioteksleder, da jeg i 1966 kom til Århus igen, men hvad jeg oplevede den 1. og 2. marts 1966 vil jeg dog i tilbageblikket karakterisere som et voldtægtsforsøg, der lykkedes. Ved receptionen den 1. marts mødte jeg blandt mange andre stadsarkitekten og hans nærmeste folk - jeg husker ikke, om Lorin var mellem dem - og man bad mig om et byggemøde, helst straks og i hvert fald i morgen. Da jeg mødte op til byggemøde den 2. marts, fik jeg et penibelt problem forelagt. Den store ombygning af hovedbiblioteket, som var startet i 1964, havde nået et punkt, hvor nye områder skulle inddrages til ombygningen, hvilket forudsatte, at indholdet i disse områder kunne overflyttes til de nyrenoverede områder, hvilket igen forudsatte, at der kunne købes nyt inventar til disse sidste områder. Og der stod man med skægget i postkassen, for inventarbevillingen var blevet forsinket af et krav i byrådet om udvalgsbehandling. Man bad mig derfor købe inventar for 200.000 kr. på forventet efterbevilling. Hvis ikke, ville hele ombygningen gå i stå om en månedstid. Man pressede mig: stadsarkitekten (som sagde, at han tog ansvaret, hvilket han ikke havde mandat til og da heller ikke levede op til, da sagen senere brændte på), Bibliotekscentralen, min forgænger, *Bredsted. Jeg kunne altså vælge mellem at overtræde budgetreglerne eller at være skyld i den betydelige merudgift, der ville følge af en standsning af hele byggeriet. Jeg kendte ikke det politiske "landskab", men jeg vidste, at hvis jeg spurgte min chef, rådmanden, så ville han som politiker hytte sit skind og sige nej. Så jeg valgte at være fornuftig og købe inventar for 200.000 kr., ca. en sjettedel af den ønskede bevilling på 1.200.000 kr. Ved juletid fik jeg så en skriftlig reprimande fra Magistraten med pålæg om at respektere budgetbestemmelserne. Magistraten har åbenbart syntes, at denne stadsbibliotekar ude fra bøhlandet skulle høre suset fra de store byer. Det blev jeg, som altid har overholdt mine budgetter, noget sur over, men jeg stak sagen i lommen som et fænomen, en fornuftig embedsmand kan komme ud for. I dag ser jeg klart, hvad jeg skulle have gjort den 2. marts 1966: gået til økonomidirektør Erik Tjørnhøj og bedt om et råd. - I øvrigt havde jeg et udmærket samarbejde med arkitekterne, herunder afdelingsarkitekt Lorin Rasmussen. Han var en behagelig kontant og regulær mand at have med at gøre under de mange byggerier i 70’erne, en snes nye eller ombyggede biblioteker, herunder en fornyet, stor ombygning af hovedbiblioteket 1975-78. På byggemøderne fik jeg et levende indtryk af de koordineringsproblemer, arkitekten skulle overvinde på enhver større byggeplads, hvor de enkelte fagområder er afhængige af hinanden.

HANS HARTVIG SEEDORFF (1892-1986)

Seedorff var en levende realitet i min ungdoms glade dage, når vi var samlet med glas i hånden og Seedorffs viser på tungen: "Den er fin med kompasset, slå rommen i glasset -", "Kunzes kompagni", "Tjin, tjin Juanita" og ikke mindst: "Vi har retten til at drømme at vi lever, når det lykkes os at leve i en drøm -". Lykkelige timer med vennerne i de fjerne 40-år. Det er som Louis Armstrong har sunget: "The song is ended, but the melody lingers on". Ca. 40 år senere mødte jeg Seedorff himself. Han er født i Århus og er en af de få århusianere af ældre årgang med et litterært ry. Odense har altid H.C. Andersen, Randers har Henrik Pontoppidan, Aalborg er forbundet med Jacob Paludan, Thisted har J. P. Jacobsen, Lemvig har Thøger Larsen, etc. - men hvad har Århus ud over Sophus Bauditz fra tiden før Tage Skou Hansen, Thorkild Bjørnvig og Svend Aage Madsen? Not much, så vi hægede om Seedorff, som ikke havde noget imod at blive hæget om. Han blev hyldet og bespist på Prytaneion, når runde årstal kunne motivere det. Således den 12. august 1982, da han blev 90. Der var fin middag med borgmester og rådmænd og visse særligt udvalgte, deriblandt min kone Bodil og mig. Festens genstand var forbavsende vital, elskværdig og galant mod damerne - men ellers var begivenheden ikke prægnant, og jeg har desværre ingen erindring om menuen. - Min forgænger som stadsbibliotekar, Åge Bredsted havde et hyggeligt forhold til Seedorff og havde visse aftaler med ham om indholdet af en påtænkt Seedorffsamling i hovedbiblioteket. Men der var ikke enighed i familien om den sag. I dag findes der en Seedorffsamling i hovedbibliotekets lokalsamling, væsentligst bestående af 1. udgaver af Seedorffs bøger, mens breve og manuskripter beror andetsteds, derunder i Det Kongelige Bibliotek. I samlingen beror også en buste af Seedorffs første kone, ved Johannes C. Bjerg. I bibliotekets forhal er digterens buste opstillet (Gottfried Eickhoff). Den blev laurbærkranset på 90-årsdagen. Byen har endelig hædret sin digter ved at opkalde en gade efter ham: Hans Hartvig Seedorffsstræde, lige ved rådhuset.

THORKILD SIMONSEN (1926- )

Det blev næppe sunget for Thorkild Simonsens vugge, at han skulle ende med at have en spalte i Kraks blå Bog med en længde på mere end 21 cm. Hans far var malermester i Rubjerg, mellem Løkken og Lønstrup, og utvivlsomt en dygtig malermester. Iflg. Simonsen var han ekspert i at marmorere. Simonsen blev uddannet som malersvend og udøvede sit fag som malermester, mens han gik på Ribe Statsseminarium. En af mine nære medarbejdere i Århus boede i en periode i et hus, som havde tilhørt den herostratisk berømte bibliotekar på Statsbiblioteket, Viggo v. HolsteinRathlou, og hun havde erfaret, at dette hus havde Simonsen malet indvendigt. Han blev lærer i Århus i 1953, blev viceinspektør i 1961 og var skoleinspektør fra 1964-70. Hans socialdemokratiske politikerkarriere begyndte med indtræden i byrådet i 1966, fortsatte med en succesrig tid som rådmand fra 1970-82 og endte på toppen som borgmester fra 1982 og derefter som indenrigsminister 1997-2000. Han var født med marskalstaven i tornystret, glimrende begavelse, uangribelig moral, dømmekraft. Jeg har været ret tæt på ham, for han var min chef i 12 år som rådmand for Magistratens 4. Afdeling, den med kulturen: skolerne, biblioteket, fritids- og kulturforvaltningen, skovvæsenet og parkvæ-senet. Der er noget omkring kulturbegrebet, som giver respekt. Jeg mindes fra mine år i Vendsyssel, at, skønt de indgroede venstrefolk egentlig ikke brød sig om "kultur" og biblioteker, så bevilgede de dog penge til bibliotekerne ud af en respekt for de anede kræfter i det åndelige liv. Mit første møde med Simonsen var en forhandling i 1966 vedrørende Skolecentralen, som i 30 år havde haft et nært samarbejde herunder lokalefællesskab, med biblioteket. Simonsen var formand for Skolecentralen, da vi mødtes hos stiftamtmanden for at drøfte et pengespørgsmål efter Skolecentralens af mig ønskede udflytning fra biblioteket. Det var en ikke almindelig og en mindeværdig oplevelse i Simonsen at møde en kommunalpolitiker, som klart så igennem den i øvrigt ikke store sag og tog en afgørelse på stedet. Alle mine senere erfaringer med Simonsen peger i den samme retning: en intelligent og handledygtig mand, hvis usædvanlige status som en højt vurderet leder i landet ikke forbavser mig. Det passede mig ikke så godt, da han i 1979 besluttede sig for at ville have et musikhus og derfor lukkede bibliotekets anlægskonto. Men hans politiske øje tog heller ikke fejl i den sag, og kulturen i Århus fik et kraftigt boost. Bibliotekerne fik imidlertid en stor udvikling i 70’erne, og det skal han have tak for. Der var noget at tære på, da de magre år indfandt sig.

GRETE SKAANNING (1940- )

Grete Skaanning blev ansat i 1971 som Jessie Hinges anden halvdel i sekretariatet i ÅKB. Såvel hun som Jessie var gift og havde familie, så det passede svært godt for dem tilsammen at være stadsbibliotekarens sekretær. Da Jessie gik i 1982, fortsatte Grete i stillingen på fuld tid. Det er aldeles uvurderligt for en chef i et job som mit at have intelligens, flid og loyalitet som daglig ledsager i form af bl.a. sekretæren. At ses daglig i ca. 7 timer i et årelangt samarbejdsforhold kan næsten sammenlignes med et ægteskab. Og at have ro på denne sekundære hjemmefront er ligeså vigtigt som roen på den rigtige hjemmefront, alle forskelligheder ufortalt. Jeg har nok altid været en noget reserveret person, så det passede mig godt i Jessie og Grete at have et par nære medarbejdere, hvis integritet var udpræget. Det var også godt i tryghed at kunne slippe lidt damp ud udenom det administrative system og at få et tilskud af uofficiel fornuft i en meningsudveksling i sekretariatet. At have sekretærer på det niveau var et privilegium. I min tid kunne jeg finde på i mine tanker at inddele mine medarbejdere (og jeg havde engang ca. 800 af dem, revl og krat medregnet) i to kategorier, dem, der skabte problemer, og dem, der løste problemer. Ved nærmere eftertanke kan jeg se en tredje kategori, den største: dem, der passede deres arbejde uden at gøre sig bemærket. Jeg behøver ikke at påpege, hvilken kategori, Jessie og Grete hørte til. Som dreng oplevede jeg, at når der blev smidt for store kornneg i min fars tærskeværk, så udstødte det et wåm!! og en stor, dyb brummen og gik næsten i stå, før det fik belastningen fordøjet og kom i fart igen. Sådanne ekstraordinære belastninger fik ÅKB billedlig talt flere gange i min tid: to store ombygninger (1964-67 og 1975-78) af hovedbiblioteket, en stor organisationsplanlægning 1967-69 og igen efter kommunesammenlægningen 1970. Andre belastninger var de antiautoritative rørelser i 70’erne og dønningerne i systemet efter sammenlægningen. Når tærskeværket ikke brød sammen, var det i stor grad sekretariatets fortjeneste. Derfra formidledes skriftlig kommunikation og formuleredes diskussionsgrundlag i mødereferater og dagsordenspunkter, og konsekvens blev iagttaget.

ERIK SVENDSEN (1916-88)

Når man er blevet 80, er det på tide at lægge gamle uvenskaber bag sig og erindre det gamle ord: De mortuis nihil nise bene, eller: man skal tale godt om de døde. Og så siger jeg, at historien om mit forhold til Erik og Marie Svendsen er historien om to parter, som hver for sig følte sig krænket af den anden part. Forhistorien var et forskelligt valg af side i forholdet til ledende personer i Bibliotekstilsynet og konkurrence om deltagelse i BF’s bestyrelse. De konkrete konfliktpunkter, mener jeg, angik besættelse af stillingerne som vicebibliotekar i Hjørring i 1955 og som overbibliotekar sammesteds i 1958 samt stillingen som stadsbibliotekar i Århus i 1966 - alle tilfælde, hvor jeg blev foretrukket for Erik Svendsen. Og så nægtede jeg blankt at acceptere ES som vicestadsbibliotekar i 1972, da denne stilling blev ledig. Til disse som tilsidesættelser opfattede afgørelser kom så det faktum, at jeg med kommunesammenlægningen i 1970 blev ESs overordnede, efter at han havde været overbibliotekar i Viby J. siden 1956. Marie Svendsen var datter af en højskoleforstander i Vrå, og det er vel forståeligt, at hun har set en mulighed for at "komme hjem" til Vendsyssel ødelagt, da jeg krydsede ESs og hendes veje. Der var med andre ord flere, delvis irrationelle grunde til, at familien Svendsen ikke brød sig om mig. Og deres krænkelse gav sig udtryk i en adfærd, som jeg måtte opfatte som krænkende. Jeg havde mit embedes forpligtelse til at skabe en enhed af de sammenlagte biblioteker, og jeg kunne ikke gøre en undtagelse med Vibybiblioteket. Så-dan så jeg på det og var overbevist om, at jeg havde retten på min side. Det fik jeg imidlertid ikke, da jeg efter årelange chikanerier fra ES og MSs side anlagde en tjenestemandssag for at komme af med ES. Sagen var desværre for svagt anlagt, og jeg havde dårlige rådgivere, så den blev afvist, og ES og jeg fik begge pålæg af byrådet om at forliges. Det var en meget bitter stund i efteråret 1977, men jeg slugte pillen, også fordi min rådmand, Thorkild Simonsen, ikke kunne leve med denne fortsatte strid i sin afdeling. Den nuværende stadsdirektør, PoulErik Jensen, var en af begge parter respekteret opmand. - Jeg var på det tidspunkt nedslidt af års overarbejde, og pr. januar 1978 opgav jeg alle mine hverv udenfor Århus. - Der blev ikke ro på Sfronten, før MS blev alvorligt syg i 1980. Hun døde i 1981. De to var dygtige bibliotekarer, og jeg kan kun beklage, at vi blev låst fast i stridigheder. ES og jeg mødtes i fredelighed, før jeg gik af i 1986.

EJGIL SØHOLM (1936- )

Forskningsbibliotekar, litterat, versemager og spøgefugl - det er i de egenskaber, jeg har mødt Søholm. Han er en type, som desværre ikke er almindelig i biblioteksverdenen, for ikke at sige sjælden. En mand med ånd, viden og vid og en rablende skrivekunst, ofte demonstreret ved lejlighedsdigteri. Når man tænker på ham, kan man mindes, hvad Dan Turéll skrev i Politiken den 18. april 1976: "Min advarsel gælder intet indre end Tidens Eneste Virkelige Trussel, og det er hverken forureningen eller Fremskridtspartiet, Christiania eller CentrumDemokraterne, narkomanerne eller nosserøvene. Nej, Tidens Sande Svøbe og Spøgelse er alvoren!... Se det i øjnene: Dag ud og ind bliver vi bombarderet med alvor i et omfang, der gør vort systems indhold af cholestrol og sølvnitrat til bagateller i sammenligning...". Og så kunne man sige, at med Søholm har vi i hvert fald en mand, der gør noget ved Tidens Eneste Virkelige Trussel. Som et beskedent bidrag til karakteristik af Søholms sprælske versemagerkunst, er her hidsat slutningen af et langt hyldestdigt til Karl V. Thomsen, da han blev 60 den 4. januar 1983. Her er det lykkedes i fire vers at levere Karl V’s biografi. Melodien husker jeg fra drikkevisen om Kristian den Fjerde, som var en fugtig hæ’re:
Slut med det royale
om fortids store gale.
Det par vers vi endnu har
gælder dagens fødselar:
Slut med det royale. Som lille god til messen,
som større ferm ved pressen
- røget først og speget så,
sådan kan det også gå.
Som lille god til messen. Karl fra Bjerget hvæste,
mens til mag han læste.
Mangen digter mopped han,
elsked dog Pontoppidan.
Karl fra bjerget hvæste. Digte skrev han gerne
med både sjæl og hjerne.
Og det hænder stadigvæk,
at poeten ber om blæk.

Digte skrev han gerne

Hos Karl V på SB
bru’s ikke mere træske.
Katalogen er online
- sådan er det hele vej’n...
SOLkong Karl på SB!
For at læserne nu ikke skal tro, at Søholm alene er en morsom mand, skal det anføres, at han er cand.mag. (dansk og græsk kultur), litteraturkritiker (Århus Stiftstidende, siden Information) og har et betydeligt forfatterskab bag sig. Se Kraks blå Bog.

CARL THOMSEN (1894-1971)

Da jeg i sommeren 1939 i en alder af knap 18 år stod med mit studentereksamensbevis i hånden, havde jeg ingen idé om, hvad jeg ville være. Men eksamensbeviset pegede i den humanistiske retning: ug i tysk, ug- i fransk, mg+ i historie, tg+ i matematik, g+ i naturfag. Mens en gammel, luftig fantasi om at blive læge forduftede, gik mine forældre i aktion. De kendte fra valgmenigheden overbibliotekar Carl Thomsens kone, Marie, senere skilt, og det må være ad den vej, min far fik ideen om at spørge Carl Thomsen om en elevplads til mig i Århus Folkebibliotek. Og voila! Biblioteket passede til mine anlæg, en billig uddannelse passede til mine forældres økonomi, og Carl Thomsens interesse i at få mænd ind i professionen passede til alt det øvrige, så jeg mødte på Århus Folkebibliotek den 7. august 1939. Efter et år som biblioteksmedhjælper gennemgik jeg de obligate tre års elevtid, bestod optagelsesprøven (Døssing og Robert L. Hansen) i 1942 og sluttede uddannelsen på Statens Biblioteksskole i 1943/44. Senere i livet har jeg fået øjnene op for Carl Thomsens betydning for min oplæring. Det er ikke uden årsag, at han anses for en absolut foregangsmand i vores fag. Det har jeg skrevet en artikel om i B70, 1994. Hans temperament var berygtet og skaffede ham uvenner, og jeg har også oplevet at blive overhalet for en bagatel, f.eks. en påstået oplevelse af, at jeg ikke ville hilse på ham, da vi en morgen mødtes ved cykelskuret. Men jeg lærte flid og orden af ham og fremfor alt at tage mit biblioteksarbejde alvorligt. Han talte ikke om bibliotekarens kald, men han forsøgte sagligt at dygtiggøre os til at være gode vejledere for alle slags folk. Det første år var det os forbudt overhovedet at besvare spørgsmål fra publikum. Han underviste eleverne i faglitteraturen efter de større bibliotekers fælleskatalog, en betydelig opgave, suppleret med, at han gav os stile for. Det drejede sig om at karakterisere de kulturpersonligheder, som enhver bibliotekar måtte forventes at kende til, f.eks. Grundtvig, Kierkegaard, fremtrædende videnskabsmænd, etc. Det måtte naturligvis blive overfladiske diskurser, men det morede mig at variere stilen i besvarelserne. Jeg befandt mig godt som elev hos Carl Thomsen. Jeg har altid haft en evne til at indrette mig, en evne som måske ikke altid er rosværdig. Man kan - sans comparaison - måske tænke lidt på Martin A. Hansens broder Martin i "Lykkelige Kristoffer", hvis overlevelsesevne står i skarp kontrast til ædlingen, Kristoffers kompromisløse liv og død. I meget tænksomme stunder.

KARL V. THOMSEN (1923-88)

Statsbibliotekets overbibliotekar fra 1971-84, Karl V, mødte jeg jævnligt, dels på lokale steder, dels - og faktisk hyppigere - udenfor Århus, i bestyrelserne for BC, Depotbiblioteket, Dansk Bibliotekshistorisk Selskab - samt på tilsynets ledermøder. Men altså også i Århus Byhistoriske Udvalg, amtsbiblioteksforeningen, m.fl.st. I særnummeret af Statsbibliotekets Interne Meddelelser i anledning af afskedsfesten for Karl V skrev jeg: "Ved Karl V. Thomsens afgang må vi konstatere, at nu bliver den anden store karl (Carl, Karl V.) i det århusianske biblioteksliv også til historie. Tidens tand løber jo, som P. Sørensen Fugholm bemærkede, over stokkersten så raskt af sted. Når jeg på århusbibliotekernes vegne hermed siger: Tak for sangen, Karl - så mener jeg en tak for det biblioteksmæssige samarbejde, hvor Karl V. Thomsens forståelse for og vilje til samarbejde med folkebibliotekerne har været åbenbar og meget gavnlig for vore biblioteksbenyttere. Men jeg mener også: Tak for din vilje til ikke blot at gavne, men også at fornøje. Den manifesterede sig på Bibliotekstilsynets ledermøder og mange andre steder, og som et par højdepunkter erindres sangen om Matthis ved Statsbibliotekets 75-års jubilæum og den store vandring over ligtornene ved Bønnerup Strand, hvor Montesquieu fik en udlægning, som ikke var á la mode. Tak for det hele og hav det godt i et langt otium sammen med Joan. Vi stoler på, at du med mund og pen stadig vil være os nær". Ved Statsbibliotekets 75-års jubilæum i 1977 overraskede Karl V os alle festligt ved at udbryde i sang på talerstolen og således, med henvisning til Matthis med grisen på isen at takke kulturminister Niels Mathiassen for hans bevågenhed. Mathiassen havde hørt en anden lille fugl synge og svarede selv med vers og sang. - Ved Bønnerup Strand var der omkring 1980 et årsmøde i forskningsbibliotekernes forening, og der talte Karl V imod det omsiggribende ligemageri. Han udtalte den formodning, at Montesquieu’s sekretær havde taget fejl: Montesquieu havde ikke ment at sige "Liberté, egalité, fraternité", men "Liberté et gaieté, fraternité" - altså ikke "lighed", men "munterhed", og det er jo noget helt andet. Karl V var en mangesidig begavelse, begyndte som journalist, lyriker. Mag. art. 1954. Omfattende engagement i organisationsarbejde i bibliotekssammenhæng. Medlem af Bibliotekskommissionen 1976 m.m.m. Aspirant ved Statsbiblioteket 1955, overbibliotekar 1971. Forfatterskab, bl.a. digte.

SIGRID THOMSEN (1906-94)

Som søslangen i Loch Ness fra tid til anden dukker op i aviserne og i tv, således dukker problemet med de mange læsehandicappede fra tid til anden op i medierne. Og vi kan alle forundres over igen at få fastslået, at ca. 20% af den danske befolkning har problemer med at læse, og man kan erfare, at der i en årgang af værnepligtige soldater er flere, der ikke kan skrive deres eget navn. Dette væsentlige problem hørte jeg for første gang om, da vi i BFs bestyrelse i 1960’ernes begyndelse fik forelagt et rygte om, at man i Viby Bibliotek havde en ikkebibliotekaruddannet person ansat i publikumsbetjeningen. Vi var meget vågne på det tidspunkt m.h.t. at vogte vore faglige grænser p.g.a. jævnlige henvendelser fra deltidsbibliotekarer, der ønskede optagelse i BF, så vi henvendte os (d.v.s. formanden, mig) til overbibliotekar Erik Svendsen og bad om en forklaring. Da vi havde fået den og forstået meningen med forfatteren Sigrid Thomsens virksomhed for de læsehandicappede, accepterede vi forholdet. Siden har jeg fået endog meget stor respekt for Sigrid Thomsens indsats for de læsehandicappede, først med hendes meget populære, let læste "Martinbøger", en serie spændende børnebøger med skueplads i Sydafrika, skrevet med korte ord og orddelinger, så de er egnede for ordblinde og andre læsehandicappede. Og dernæst hendes "opdagelse" af "bog+bånd", hvis idé er at ledsage tekster med oplæsning, således at de læste og de hørte ord bliver forenet. I dette pionerarbejde blev hun stærkt støttet af Erik og Marie Svendsen, og de opbyggede en betydelig samling af bog+bånd, osamlingen kaldet, i Viby Bibliotek. For at give dette fortjenstfulde arbejde større effekt, oprettedes i ÅKBs hovedbibliotek en særlig avafdeling, hvortil osamlingen flyttedes og suppleredes med øvrige alm. lydbøger, dias, taleplader og bøger, specielt beregnede for læsehandicappede, d.v.s. bøger med stor skrift og letlæselige bøger. Avafdelingen blev åbnet den 1. december 1980, og Sigrid Thomsen ansattes som konsulent, et dagligt arbejde, som hun fortsatte med til hun blev 80. Hun udnævntes til æresmedlem af læsepædagogernes forening. - "Bog+bånd" kræver en særlig indlæsningsteknik, som også Erik Svendsen arbejdede meget med. Den kræver omhu med tempoet og fravær af kunstneriske aspirationer.

JØRGEN THORSTED (1924- )

Kommmunesammenlægningen i 1970 ændrede mange menneskers livsforløb, og Jørgen Thorsted var et af dem. Han var i 1964 blevet leder af biblioteket i HolmeTranbjerg, da det gik over fra deltids- til heltidsstatus, d.v.s. fik en faguddannet leder. HolmeTranbjerg kommune, forstad til Århus, havde på det tidspunkt et indbyggertal på niveau med de øvrige forstadskommuner, ca. 15.000. I løbet af årene 1964-70 blev biblioteket i HolmeTranbjerg udbygget til at have ca. 50.000 bind, ca. en fordobling, en betydelig udbygning. Det er ikke uforståeligt, at forstadsbibliotekernes ledere, som havde forestået et opbygningsarbejde som dette (for Vibys vedkommende siden 1956), så med modvilje på sammenlægningen, som gjorde dem til hjul i en større maskine. Trods bestræbelserne på at organisere storkommunens biblioteksvæsen med hensyntagen til både nødvendig centralisering og ønskelig decentralisering, blev bibliotekslederne mindre frit stillet end førhen p.g.a. kravet om helhed i den nye enhed. Hovedtrækkene i den har jeg beskrevet andetsteds (Henning Madsen). Thorsteds Højbjergregion havde 5 filialer: Tranbjerg, Mårslet, Beder, Malling og Solbjerg og blev forøget med Holme, indrettet i en boligblok i Rundhøjbebyggelsen. Det var en smuk filial, præget af Thorsteds æstetiske sans og faglige opfindsomhed. Den er desværre blevet nedlagt under den store filialreduktion i 80’erne, hvilket jeg finder er en stor fejl. Bortset fra Mårslet, som forblev placeret i skolen, fik alle filialerne nye lokaler efter 1970. Vi var på rov efter sammenlægningen og fandt i Malling et helt "kommunehus" og i Beder en ledig skoleinspektørbolig. I Solbjerg havde man bygget en ny skole efter normer, der ikke passede med Århus’s, og vi fik tilbudt 600 m2 til biblioteket. Det havde passet os bedre at have fået en plads i et påtænkt nyt butikscenter, men vi tog den fugl, vi havde i hånden. I Tranbjerg derimod fik Thorsted indrettet filialen formålstjenligt i et mindre butikscenter og igen med et bemærkelsesværdigt resultat. Jeg mener, at mindre filialer skal anbringes i butikscentre, hvor folk alligevel kommer for at købe ind. Hvis man indretter biblioteker med 3.000 m2 eller mere, er placeringen mindre vigtig, for det store bibliotek trækker selv folk til. - Thorsted gik af i 1984. Han har talent som billedkunstner og har i mange år været en del af kunstnermiljøet i byen. Han var en loyal medspiller i et spil, han ikke selv havde valgt - efter 1970.

JYTTE VILLADSEN (1936- )

De elleve år fra 1955 til 1966, fra jeg blev vicebibliotekar i Hjørring til jeg blev stadsbibliotekar i Århus, er de år, da jeg blev "voksen" og fik positioner, hvorfra jeg kunne udøve på-virkning og få ting til at ske, fra min alders 33. til 44. år. Det var gode år, hvor alt lykkedes. Det var først i Århus, jeg oplevede, ind imellem, at løbe panden mod en mur. Siden var der igen en periode, hvor alt syntes at kunne lykkes, fra 1972-76. Det var - tilfældigvis? - den samme periode, da Jytte Laider (nu gift Villadsen) var min vicestadsbibliotekar. Hun var en opadgående stjerne, som senest kom fra nogle år som souschef hos Johs. Petersen i Esbjerg, og som fortsatte karrieren som stadsbibliotekar i Randes 1976-95. - Efter kommunesammenlægningen i 1970 fulgte i Århus en "gründer"-periode. Man kan sige, at Århus Byråd gjorde sammenlægsningskritikerne til skamme ved at løfte de indlemmede landdistrikter op på købstadsniveau, så at sige. For bibliotekernes vedkommende betød det, at vores budget steg med 15-20% om året, mens vi byggede og ombyggede, ansatte mere personale og forøgede vores anskaffelseskonti (bøger og andre materialer) meget væsentligt. I 1977 var bibliotekets budget stadig ca. 3% af de samlede kommunale udgifter, men i kroner voksede det fra ca. 18 mill. kr. til ca. 60 mill., hvilket siger noget om totalvæksten i de kommunale udgifter. Det var en hektisk tid, hvor biblioteksledelsen arbejdede hårdt: administrationsafdelingen, sekretariatet, jeg selv og min kompetente souschef. Jytte var en selvstændig og modig medspiller, ikke bange for at modsige mig og at føre sig frem overfor de ikke altid venligt stemte regionsoverbibliotekarer, en virkelig chefstøtte. i øvrigt er hun jo et "politisk" dyr, medlem af Socialdemokratiet, siden, i Randers, formand for et menighedsråd, medlem af Ligningskommissionen og siden 1993 medlem af amtsrådet. - Da hun "forlod" mig i 1976 for at blive stadsbibliotekar i Randers, har jeg nok set lidt traurig ud, så hun sagde: "Jamen, vi har da haft det morsomt?" - og det havde vi godt nok haft.

I forbifarten.

Abitz, Oluf (1909-95)
Stadsbibliotekar i Roskilde 1945-79. Formand for Dansk Lokalbibliografi 1971-93.
Allerslev Jensen, Erik (1911-94)
Direktør for Bibliotekstilsynet 1960-75.
Alster, Leo (1919-80)
Direktør for Bibliotekscentralen 1964-80. Forretningsfører i Bibliotekarforeningen for Folkebibliotekerne 1957-62.
Birkelund, Palle (1912 - )
Rigsbibliotekar 1952-82.
Bonde, Ane Marie (1924- )
Bibliotekar. Leder af Oplysningskontoret i Bibliotekstilsynet 1976-85.
Bredsdorff, Aase (1919- )
Børnebibliotekar. Biblioteksinspektør i Bibliotekstilsynet 1965-81.
Dybdahl, Vagn (1922- )
Rigsarkivar 1979-92. Leder af Statens Erhvervsarkiv, Århus, 1948-79.
Døssing, Thomas (1882-1947)
Direktør for Statens Bibliotekstilsyn 1920-42. Døde som gesandt i Moskva 1947.
Elkjær, Kjeld (1916-92)
Bibliotekar. Lokalhistoriker. Leder af læsesalen og lokalhistorisk afdeling i hovedbiblioteket, Århus Kommunes Biblioteker.
Fangel, P. (1879-1959)
Lektor. Ansat ved Marselisborg Skole (Gymnasium) 1911-49.
Gimbel, Henning (1931- )
Biblioteksinspektør i Bibliotekstilsynet 1964-70. Stadsbibliotekar og kulturchef i Herning 1970-96.
Gundel, Sven (1873-1954)
Lektor. Ansat ved Marselisborg Skole (Gymnasium) 1903-43. Teateranmelder ved Aarhuus Stiftstidende.
Hansen, Robert Lasalle (1890-1982)
Direktør for Bibliotekstilsynet 1942-60.
Jørgensen, S. Lauge (1906-84)
Lektor. Ansat ved Marselisborg Skole (Gymnasium) 1929-69.
Knudsen, Birger (1913- )
Stadsbibliotekar i Aalborg 1967-84. Formand for Bibliotekarforeningen 1965-67.
Koefod, Ingerlise (1922- )
Bibliotekskonsulent ved Danmarks Biblioteksforening 1968-76 og ved Bibliotekstilsynet 1976-89. Medlem af Folketinget 1979-90 (SF).
Lysholt Hansen, Ralph (1919-90)
Lærer. Medlem af Folketinget 1950-79. Formand for Finansudvalget 1966-68 og 1971-79. Formand for Danmarks Biblioteksforening 1961-78.
Mark, Niels (1939- )
Civiløkonom. Direktør for Statsbiblioteket 1989- .
Rossen, A. (1903-77)
Lektor. Ansat ved Marselisborg Skole (Gymnasium) 1929-58.
Sejr, Emanuel (1891-1980)
Overbibliotekar ved Statsbiblioteket 1936-57. Lokalhistoriker.
Søgaard, Helge (1907-90)
Direktør for Den Gamle By 1945-64.
Tofte, Carsten (1930- )
Stadsbibliotekar i Odense 1976-91. Forretningsfører i Bibliotekarforeningen for Folkebibliotekerne 1962-68.
Werner, Bent (1931-86)
Overbibliotekar i Albertslund 1963-86.